Anna Seneca Haulund fra 'Paradise Hotel' åbner op for en fortid med svær depression.

Anna Seneca Haulund fra dette års sæson af ‘Paradise Hotel’ gemmer på en barsk fortid, hvor det ikke kun er glæde, der har fyldt i den 24-årige babes hverdag, det fortæller hun i en story på Instagram

»Jeg gik længe og havde det dårlig og rigtig svært. Det var min veninde, der opdagede mine tegn på en svær depression og henviste mig til behandling. Bare det at stå op og komme i gang med dagen var svært for mig, og jeg overholdt ikke mine aftaler, for alt var bare svært,« fortæller Anna.

Anna blev henvist til psykiatrisk center Sankt Hans i Roskilde tilbage i 2014, hvor hun fik et behandlingsforløb på kognitiv terapi.

»Det er en terapiform, hvor man ikke ser tilbage på, hvad der er gået galt, men ser frem og får redskaber til, hvordan man kan arbejde med de problemer, man har, og kan komme videre. Det fungerede godt for mig.«

Jagtede sin fars opmærksomhed

Til Realityportalen fortæller Anna, at de faktorer, der udløste hendes depression ligger helt tilbage i barndommen, hvor Anna har kæmpet for at få sin fars opmærksomhed, men uden held.

»Siden jeg var lille har jeg jagtet min fars opmærksomhed, efter jeg aldrig rigtig har haft et nært forhold til ham, men det har jeg altid ønsket. Det udløste en uendelig kamp, hvor jeg ikke var i stand til at sige nej eller sætte grænser, og jeg gjorde derfor alt, hvad han sagde og bad om – blot fordi jeg troede, at det ville vinde hans opmærksomhed.«

»På sigt kunne jeg ikke kende mig selv mere. Det var lidt en kamp uden ende,« fortæller Anna.

Psykisk vold fra ekskæresen

Det er ikke kun kampen om farens opmærksomhed, som Anna peger på som årsag til hendes depression, også et skidt forhold til ekskæresten har sat sig dybt i hende.

»Jeg havde en ekskæreste, som jeg dengang boede sammen med, som lavede psykisk vold imod mig. Alt, hvad jeg sagde og gjorde, var aldrig godt nok. Til sidst måtte jeg ikke se min bedste veninde. Han gjorde mig nærmest syg.«

»Det endte ofte i store skænderier, hvor tallerkenerne fløj, og han tog hårdt fat i mig.«

Det lykkedes først Anna at indse det dårlige forhold og komme ud af det, da hun fik sin egen lejlighed, og det var også her, hun fik mulighed for at se en ende på depressionen.

Har lært at passe på sig selv

Ifølge Anna er hun i dag taknemlig for, at hendes veninde havde mod til at sende hende videre i systemet, så hun fik hjælp til at arbejde med sin depression, og hun er ikke bange for, at den vender tilbage.

»Jeg har lært, hvad jeg skal gøre, hvis jeg oplever små tegn på tilbagefald. Jeg har lært at sætte grænser (også for min far), og jeg har dermed lært at acceptere det, jeg har med ham. Men jeg har også lært, hvad jeg er værd, og hvad jeg ikke skal finde mig i.«

‘Paradise’-baben har fået lavet en tatovering på sit håndled fra den svære periode, der skal minde hende om at værdsætte og leve livet. Hvilket hun i den grad gør i dag sammen med kæresten, Oliver, der også medvirker i årets sæson af ‘Paradise Hotel’. De to har købt lejlighed i Køge og venter på overtagelse til marts. Parret har derudover udtalt, at de er klar til børn.

»Min tatovering er et semikolon, der betyder, at mit liv ikke er slut endnu.«

Anna har i dag et fint forhold til sin far, men det bliver aldrig, som Anna havde drømt om, men der er heldigvis en anden i hendes liv, der kan erstatte pladsen.

»Jeg har heldigvis min mor, som er min aller bedste veninde, og hende jeg siger alt til,« afslutter Anna.

Artiklen blev bragt i samarbejde med Realityportalen.dk