Casper Christensen er investor i firmaet Simple Feast, hvis regnskab onsdag afslørede, at de havde et underskud på godt 40 millioner kroner.

»Det er helt efter planen,« siger komikeren, der også er kreativ konsulent i firmaet.

»Da jeg valgte at investere i det her projekt, så gjorde jeg det også, fordi der var ambitiøse kræfter bag.«

Sådan siger Christensen, der selv er blevet veganer, og som ser investeringen i Simple Feast som en investering i klodens fremtid.

»Folkene her forklarer, at underskuddet var forventeligt, da man er i gang med en masse investeringer for at kunne vokse.«

Simple Feast blev stiftet af Endomondo-iværksætterne Jakob Nordenhof Jønck og Thomas Ambus i 2014 og startede oprindeligt som et opskriftsunivers. Nu fokuserer firmaet dog på at sælge måltidskasser med tilberedte veganske eller vegetariske retter.

Og trods de røde tal i regnskabet, som mere præcist lyder på et underskud på 40.140.149 danske kroner, så vedholder stjernen, at hverken han eller de andre i firmaet er nervøse.

»Der vil altid være nogle 'investerings-hurdles', man skal over, men de vil jo gerne revolutionere madverdenen og gøre det nemmere at få folk til at spise mindre kød,« siger han og uddyber:

»Jeg syntes, det var fedt, at man kunne se, det sagtens kan være lækkert at spise plantebaseret. Både nemt og lækkert.«

Casper Christensen forklarer, at han aldrig kunne finde på at se skævt til folk, der spiser kød. Det er ikke det, det drejer sig om for 'Klovn'-kendissen.

»Det handler bare om, at vi alle må gøre vores,« siger han.

Fans af tv-serien 'Klovn' vil vide, at Casper Christensen i et af de afsnit, der ligger år tilbage, dropper hvede i en periode for at leve sundere, hvilket fører til, at han bliver væsentligt mere gnaven.

»Jeg kan da sagtens se parallellerne, og jeg kan også sagtens grine ad mig selv, men jeg mener nok også, at jeg i virkeligheden bliver mindre og mindre som i 'Klovn'.«

Han fortæller, at efter han er stoppet med at spise kød, har han fået et meget bedre velvære.

»Man skulle da være en skiderik, hvis man opdagede noget, der gav en markant forbedring i ens eget liv, uden at ville dele det med andre,« siger Casper Christensen.

Han er i disse dage på Bornholm med Simple Feast i forbindelse med Folkemødet.

Selvom kødet er lagt på hylden, så fortæller han, at han lemper lidt på sin veganske livsstil, når situationen byder det. Hvis han eksempelvis er ude, og der kun er vegetariske muligheder, så kan han godt spise mælkeprodukter, æg eller fisk.

I forhold til at tage valget om at droppe kødet siger han dog, at han selv skiftede livsstil fra den ene til den anden dag. Han håber, folk vil spise mindre kød, da kødproduktion belaster vores klima voldsomt.

Investeringen i Simple Feast er helt i tråd med den veganske livsstil, som Casper Christensen nu lever efter, men det er også en måde, hvor han prøver at bidrage til den større sag. Han ser derfor flere fordele, hvis firmaet begynder at give overskud.

»Det er win-win for mig, hvis det går godt (for Simple Feast, red.) Jeg gør noget godt for miljøet, og så kan det være, jeg kommer til at tjene på det,« slår han fast med et grin.