Den 34-årige danske komiker Christian Fuhlendorff fortæller i et nyt interview, at han har haft et tilbagefald i sit hash-misbrug.

Det fortæller han i magasinet Vores Børn.

Christian Fuhlendorff har været stoffri i fem år og været i behandling for sit misbrug, men for nylig røg han i igen.

»Jeg har også haft tilbagefald med hashen. Det var sidste år, og det er overstået nu, men det har bestemt betydning alligevel. Det er jeg ikke stolt af,« siger Christian Fuhlendorff til Vores Børn.

Christian Fuhlendorff blev i 2010 far til en lille datter. Og det var rollen som far, der fik komikeren, kendt fra blandt andet serien 'Kristian' på TV 2 Zulu, til at starte på afvænning for sit hashmisbrug.

Komikeren havde haft et misbrug i over syv år, hvor han havde prøvet alskens stoffer. Særligt hash var en stor del af misbruget, hvor han røg seks gram om dagen.

Men efter 120 timers terapi klarede han at blive stoffri.

Den 1. marts har den danske standupkomiker nemlig premiere på sit nye onemanshow, hvor han gennemgår verdenshistorien med udgangspunkt i sin syv-årige datter Mikala.

»Min datter er ekstremt spørgelysten. Samtidig er hun i gang med at lære at læse, så hun fik mig til at tænke over, at jeg ville fortælle min datter om verdenshistorien, og så havde jeg pludselig en krog til et show,« fortalte Christian Fuhlendorff til BT i sidste uge.