For tre år siden stoppede Trine Appels hjerte med at slå. Hendes hjerte kom på mirakuløs vis i gang igen, og hun kom tilbage til livet. Endda tilbage til et liv uden dødsangst, som hun ellers har lidt af, siden hun som barn var tæt på at drukne. For mens hun var død, havde hun en følelse af at være i et mørkt, vægtløst og roligt sted.
Trine Appel er død. Hun er 45 år og ligger livløs på sin seng. Det er en novembermorgen i 2017, hendes mand Sørens fødselsdag, og hendes hjerte er stoppet med slå. Lige inden hun dør, besvimer hun i Sørens arme. Han lægger hende i sideleje på sengen, hvor Trine Appel vågner i nogle få sekunder og registrerer, at hendes søn Viktor taler i telefon.
»Jeg kan se Viktor stå ved sengen og desperat sige 'I skal skynde jer!' i telefonen. Jeg kan tydeligt mærke, at noget er helt, helt galt. Og så er jeg væk.«
Det er det sidste, hun kan huske, inden hun dør.
Hun har blålige læber, da paramedicineren kommer op i lejligheden og råber »Det er hjertestop« og hiver hende ned på plankegulvet og begynder at give hende hjertemassage. Imens gemmer hendes 10-årige søn Leo sig skrækslagen i entreen. Den anden paramediciner kommer fra ambulancen med en hjertestarter. Få minutter senere kommer en hjertelæge og flere andre, som har et eneste formål: at få Trine Appels hjerte til at slå igen. Det lykkes.
»Det går simpelthen så hurtigt, det hele. De giver mig hjertemassage, og jeg får stød af hjertestarteren, og så får de endelig liv i mig. Heldigvis... Heldigvis,« siger Trine Appel, mens hun tager en hurtig indånding og puster ud.
Hun kan af gode grunde ikke selv huske, hvad der sker i lejligheden, mens hun er død. Hun har siden gang på gang fået det genfortalt af sine sønner og sin mand. Det er først efter et par timer på Rigshospitalet, at Trine Appel kommer helt til bevidsthed.
»Det er lidt som at vågne af en drøm. Jeg ligger og kan høre sygeplejerskerne og min mand tale om, at min farve er blevet bedre. Og jeg tænker: 'Hvorfor i alverden snakker I om min farve?' Det er jo, fordi min hud har været askegrå. Jeg har været død i 5-10 minutter. Det er meget uvirkeligt at finde ud af, at jeg har haft hjertestop. Som sygeplejerskerne sagde, så havde jeg spillet hovedrollen i en film uden selv at være til stede. Men jeg var rolig og slet ikke i chok. Det var mere en undren. Der gik faktisk lidt detektiv i mig. 'Hvordan kunne det ske?'.«
Trine Appels hjerte stopper ikke med at slå ud af det blå. Hun har siden 2013 taget medicin for sin hjertesygdom, som har navnet ustabil spasme angina. Men i månederne inden hjertestoppet får hun mange diffuse og uforklarlige symptomer. Hun bliver endda opereret for galdesten, men uden at symptomerne går væk. Det viser sig, hun skulle have haft mere medicin for at udvide hjertekarrene, så de ikke kramper. Men én ting er, hvordan det kunne ske, at hun døde. Noget andet, der fylder hos hende, er den oplevelse, hun havde, mens hun døde. Hvordan det føltes at dø.
»Jeg har tænkt meget over, hvorfor jeg var helt rolig i tiden efter hjertestoppet. Jeg flippede slet ikke ud. Jeg oplevede noget, der gjorde mig tryg. Mens jeg var død, havde jeg en følelse af at være i et mørkt, vægtløst og roligt sted. Jeg havde en meget stærk følelse af ikke at være alene. Om jeg var sammen med Gud, min savnede far eller bedsteforældre eller var på vej ud til min søn Leo i entreen, kan jeg ikke sige. Jeg kan bare sige, at man ikke skal være bange for at dø. Jeg er ikke længere bange for at dø, og det har jeg ellers været hele livet. For der er meget fint, der hvor man kommer hen,« fortæller Trine Appel.
»Siden jeg som barn var ved at drukne, har jeg haft en dødspanikangst. Det er forsvundet fuldstændig, efter jeg har været død. Altså, fuldstændigt. Jeg er opvokset med at tro på, at der ikke er noget. Når du er død, er du død. Måske er det også en af grundene til, at jeg altid har haft et anstrengt forhold til det at dø. Allerede som barn tænkte jeg på, at jeg ikke ville ligge der i jorden med maddiker. Og den tanke har været så stærk hos mig. Jeg har stadig ikke lyst til at dø. Jeg vil gerne blive 205 år. Men jeg er ikke bange for at dø,«
siger hun med klar og sikker stemme.
Trine Appel og hendes familie med i alt fire sammenbragte børn og to voksne har boet i den lille lejlighed i Nyhavn med tre værelser i 11 år. Nu er det kun den yngste på 13 år, der bor hjemme. Selv med kun et barn bor de nærmest lige så trangt, som man sikkert gjorde, da huset blev bygget i 1720’erne. Men de er blevet boende og har fundet ud af, at børnene ikke behøver et værelse hver, for alle elsker at være i samme stue.
Her i stuen, som også fungerer som forældresoveværelse, har familien flere gange gennemgået forløbet den morgen i november. Hvem stod hvor? Hvad gjorde de? Hvad sagde du? Sådan noget. Det har Trine Appel haft et stort behov for at få på plads. Men hendes egne oplevelser har ikke stemt helt overens med dem, hendes sønner og mand kunne fortælle. Hun mener bestemt, at hun var ude i entreen på et tidspunkt. Hun har bare slet ikke været i entreen. Heller ikke, da hun blev båret ud af ambulancefolkene. Da gik de igennem køkkenet. En, der var i entreen, er derimod hendes yngste søn, Leo, der var 10 år på daværende tidspunkt.
»Derude sidder min søn alene og er vildt forskrækket. Men jeg har en helt klar fornemmelse af, at jeg også har været i entreen. Lige der, hvor Leo sidder. Først for et par måneder siden spurgte jeg Leo om, hvor han sad helt præcist. Det viste sig at være akkurat samme sted. Måske var jeg derude hos ham, mens det gik amok inde i stuen? Det er ikke videnskab, vel... Men det er smukt. Leo og jeg blev enige om, at jeg på en eller andet måde var hos ham. Det sad vi faktisk og blev rørte over. Og jeg kunne sige til ham, at når jeg dør en dag, så ved vi nu, at jeg kommer til at være hos ham.«
Trine Appel har altid været fantastisk nysgerrig på overnaturlige ting. Ting, vi ikke kan forstå eller se, har altid optaget hende. Og endnu mere efter hjertestoppet og hendes oplevelse med at dø. Hendes aktuelle fantasyroman handler derfor blandt andet også om tro og om alt det, vi ikke kan se med det blotte øje, men som måske er der alligevel.
»Jeg kan ikke sige, at jeg er 100 pct. troende. I min roman har jeg både kristendommen og det at tro på fylgjedyr, skytsdyr, med. Jeg vil gerne tro, men jeg har altid en lille skeptiker i maven. Men jeg tror på det fantastiske. Det guddommelige. Jeg er heller ikke opvokset med at være troende, men da jeg blev skilt første gang, valgte jeg at blive døbt, fordi jeg havde brug for at gå ind i kirken. Jeg havde brug for det rum. Havde brug for at få taget ansvaret lidt fra mine egne skuldre og have et perspektiv opad. Det var en måde, jeg kunne sige 'give me a break' på.«
Kigger Trine Appel ud ad sine stuevinduer, kan hun se over til Det Kongelige Teater, hvor hun som skuespiller har spillet teater mange gange. På væggen i stuen hænger en indrammet plakat med hende og resten af teatergruppen Emmas Dilemma, som hun også har været en del af. Det er syv år siden, Trine Appel sidst har stået på en teaterscene. Ikke fordi hun ikke vil eller ikke har fået tilbudt roller. Men det har aldrig passet. I dag skriver hun mest film, tv og romaner, hvor hun gerne mikser sin interesse for både danmarkshistorien og det overnaturlige med nutiden. Da hun bliver udskrevet, fortsætter hverdagen og arbejdet som før hjertestoppet. Først langt senere kommer der en reaktion.
»Jeg var hurtigt i gang med at arbejde igen, og det er jo en form for overlevelsesmekanisme. Jeg lavede blandt andet satire i Danmarks Radio og tænkte 'ej, fedt, jeg kan være i direkte radio og lave karakterer'. Og så kom reaktionen. Men først 8-10 måneder efter hjertestoppet. Der havde jeg tre måneder, hvor jeg ikke kunne overskue noget. Jeg kunne ikke overskue at skrive. Jeg kunne ikke overskue min hest. Jeg plejer at være en, der handler og bare stryger af sted og laver alt muligt. Det kunne jeg ikke. Jeg var apatisk og deprimeret.«
Hun har kontakt til en med egne ord »helt fantastisk« hospitalspræst, som hun stadig besøger og har samtaler med på Rigshospitalet. Fordi hun har haft brug for at få nogle perspektiver på den eksistentielle ensomhed og håbløshed, hun følte i de tre måneder.
»Jeg havde oplevelsen af, at det hele var ligegyldigt. Og det er jo helt modsat af, hvad man umiddelbart tænker, man vil føle, når man er blevet genoplivet. At man så må være helt taknemmelig. Jeg VAR jo taknemmelig for, at jeg var i live, men det var mere en eksistentiel ensomhed, som ramte mig senere. Samtalerne med præsten var et sted for mig, hvor jeg kunne finde trøst i følelsen af, at livet kan være ret meningsløst.«
Før i tiden kunne Trine Appel være så sød, rummelig og venlig, at selv hendes hest bogstaveligt talt gik ind i hende, fordi hun ikke fik sig sat i respekt. Men det var ikke bare hesten, det var også mennesker, som overtrådte hendes grænser og trampede på hende, uden hun fik sagt fra. Det sker ikke længere. Hendes nye hest har respekt for hende, men også mennesker får det at vide, hvis de overskrider hendes grænser.
»Der er sikkert nogen, der bliver helt zen af at prøve at dø. Det er jeg også på nogle punkter, men hvis der er nogen, der træder over mine grænser, så bider jeg lynhurtigt tilbage. Og måske for voldsomt. Hvis der er noget, jeg ikke gider, så siger jeg det. På den måde har det ændret mig. Jeg har altid været meget large og tænkt, at det går nok, bare jeg er flink, og så er der nogen, der har trampet ind over mig. Nu sætter jeg en grænse, og det er lige her og nu. Min mand siger det også indimellem til mig: 'Ej, nu er du lige snappy nok.'«
Fra barndommen har Trine Appels hoved ofte været fyldt med bekymringer og modsatrettede tanker. Men genoplivelsen har lært hende, at hun skal give sig selv lov til føle det, hun nu engang føler.
»Jeg har fundet ud af, hvor meget min indre stemme kværnede. For efter jeg var blevet genoplivet og lå der på hospitalet og var helt gennemstrømmet af lykke over, hvor heldig jeg var over at være her, så var der alligevel en stemme i baghovedet, der begyndte at sige: 'Jamen, du ved jo ikke, hvordan du har det om en måned eller to...' Og hvis jeg modsat var ked af det, kunne stemmen sige 'tag en tudekiks, du er i live'. Men nej, jeg ved jo faktisk ikke, hvordan jeg har det om en måned, men det skal ikke ødelægge den lykke, jeg har lige nu. Og jo, jeg må godt have lov til at være ked af det. Jeg kan ikke være glad hele tiden. Nej. Slut prut.Nu giver jeg mig selv lov til at være i nuet,« siger hun.
