Det trak overskrifter verden over, da 'Modern Family'-stjernen Sofia Vergara og ekskæresten, forretningsmanden Nick Loeb, gik fra hinanden for seks år siden.

Ikke kun på grund af bruddet i sig selv, men også på grund af den retssag, der kom året efter.

Retssagen blev kaldt 'året mest vanvittige' og handlede om, at 44-årige Nick Loeb var gået rettens vej for at få fingrene i den 47-årige Sofia Vergaras æg.

Da forholdet mellem dem var fryd og gammen i 2013 valgte skuespillerinden nemlig at få nedfrosset to befrugtede æg.

Disse æg har Sofia Vergara ville destruere lige siden bruddet, hvilket Nick Loeb ikke har villet tillade, da han gerne vil have, at en surrogatmor føder børnene.

Derfor sagsøgte han skuespillerinden for at få forældremyndighed over de befrugtede æg og for at få Vergara dømt for omsorgssvigt.

Sofia Vergara vandt dog retssagen - ad to omgange - og kunne derfor ånde lettet op over, at hendes nedfrosne æg ikke skulle blive til børn uden hendes samtykke.

Indtil nu...

Sofia Vergara med ekskæresten Nick Loeb tilbage i 2012.
Sofia Vergara med ekskæresten Nick Loeb tilbage i 2012. DANNY MOLOSHOK

For alt tyder på, at Nick Loeb ikke er klar til at give op.

I hvert fald mener The Blast at vide, at forretningsmanden er klar til en ny runde i retten.

Mediet skriver, at de har fået fingre i søgsmålet, og at der står, at Nick Loeb denne gang sagsøger fertilitetsklinikken, der opbevarer æggene. Han sagsøger angiveligt klinikken for 'lægelig forsømmelse og bedrageri'.

I dokumenterne står der efter sigende, at han mener, at æggene ikke må destrueres, da livet - ifølge ham - begynder, lige så snart ægget bliver befrugtet af en sædcelle.

Årsagen til, at de nedfrosne æg endnu ikke er destrueret, selvom Sofia Vergara har vundet i retten to gange, skyldes, at hun har sagsøgt ekskæresten samt fertilitetsklinikken.

Skuespillerinden vil gerne have rettens ord for, at hverken klinikken eller ekskæresten må benytte æggene uden hendes samtykke.

Den retssag er endnu ikke afgjort.

Sofia Vergara har ikke udtalt sig om den bizarre sag i denne omgang, men tilbage i 2015 udtalte hun følgende i radiostjernen Howard Sterns program:

Sofia Vergara med sin nuværende partner, ægtemanden Joe Manganiello.
Sofia Vergara med sin nuværende partner, ægtemanden Joe Manganiello. VALERIE MACON

»Han har skrevet under på en kontrakt. Hvis det var så vigtigt for ham, burde han have taget det mere seriøst, da vi bestemte os for det,« sagde hun og fortsatte:

»Vi gjorde det to gange (gik i retten, red.). Man kan måske tabe én gang, men to gange? Man må stå på mål for det, man skriver under på.«

Sofia Vergara og Nick Loeb var forlovede, da de gik fra hinanden tilbage i 2014. Den juridiske krig mellem eks-parret begyndte året efter og har dermed varet i fem år nu.

Sofia Vergara har trods dette fundet kærligheden på ny og blev i 2015 gift med den 43-årige skuespiller Joe Manganiello, der blandt andet er kendt fra serien 'True Blood'.