Det skabte i den grad chok verden over, da Will Smith stak Chris Rock en lussing for åben skærm til Oscar-showet i marts, efter komikeren havde joket med hans kones karseklippede frisure, der skyldes sygdommen pletskaldethed.

Både billeder og videoer fra det bizarre optrin gik straks viralt – heriblandt et billede, hvor, blandt andre, skuespiller Tyler Perry stod ved Will Smiths side lige efter episoden.

Nu fortæller Tyler Perry for første gang, hvad der skete i minutterne efter. Det gør han til Gayle King i et interview i forbindelse med Tribeca Film Festival. Blandt andet forklarer han, at han – modsat, hvad de fleste tror – altså ikke stod der for at trøste Will Smith.

»For det første, så er der forskel på at trøste og forsøge at nedskalere. Jeg gik hurtigt for at sikre mig, at Chris var okay. At være venner med dem begge har været meget svært,« fortæller Tyler Perry og fortsætter:

Tyler Perry.
Tyler Perry. Foto: Evan Agostini
Vis mere

»Lige så smertefuldt, som det var for alle os i rummet, lige så smertefuldt var det for Chris, som var en ren mester for den måde, han håndterede det på.«

På trods af, at Tyler Perry altså afviser, at hans trøstede Will Smith i kølvandet på lussingen, fatter han også sympati for skuespilleren.

»Det, han gjorde, var fuldstændig forkert. Men noget triggede ham – det er så langt fra alt, han er.«

Ifølge Tyler Perry var Will Smith da om muligt også lige så chokeret over sin handling, som resten af verden.

»Da vi kom hen til ham var han knust. Han kunne ikke forstå, hvad der var sket. Han kunne ikke forstå, han havde gjort det.«