Et nyt års komme er for mange anledning til – med varierende held – at sætte nye mål.
Derfor har B.T. spurgt en række danske kendte, hvad deres nytårsforsæt for 2022 er.
Erhvervsmand Asger Aamund
»Som snart 82-årig er det mit nytårsforsæt at holde mig i live til næste nytår. Og så lige at tabe mig fem kilo, inden tennissæsonen begynder.«
Realitystjerne Janni Ree
»Jeg ønsker mig et godt arbejdsmæssigt år og et fortsat godt helbred. Jeg håber på et bedre helbred for min mand og færre ulykker som hans fald. Jeg håber, vi får bugt med pandemien og fred i verden. Jeg håber på et lykkebringende år for mine børn og børnebørn samt familie og venner. Jeg vil værdsætte livet og nyde hver dag, for man ved aldrig, hvornår det slutter. Jeg vil fortsætte med at træne og leve sundt og så vænne Karsten af med at ryge. Nu bliver det også dyrere,« siger Janni med et grin.
Radiovært og dj Dan Rachlin
»Ærligt, jeg træner fire gange om ugen. Spiser godt med grønt. Og drikker måske lige mere, end hvad godt er. Så nytårsforsættet må være: mere fest og mere tid med dem, jeg elsker.«
Læge Susan Astani
»Jeg ønsker at have mere tid til familien. Jeg har haft meget travlt i 2021 med at gøre min speciallægeuddannelse færdig. Ud over det vil jeg meget gerne lære fransk. Jeg har altid kritiseret dem, som har boet i Danmark i mange år uden at lære dansk. Jeg bor i Schweiz nu og skal simpelthen lære fransk. Jeg har aldrig haft fransk før. Det er på tide, at jeg lærer det.«
Fotograf Joan Divine
»Jeg går ikke så meget op i nytårsforsætter, men det vigtigste er at være den bedste version af mig selv og den bedste mor for Felix. Denne her drøm, som er gået i opfyldelse efter ni år i fertilitetsbehandling, fortjener, at jeg gør mit bedste.«

'Bachelor'-deltager Casper Berthelsen
»Mit nytårsforsæt er at tabe de cirka ti kilo, som jeg har taget på efter 'Bachelor' i 2021. Det har været en begivenhedsrigt år, men også et meget udfordrende år for mig både fysisk og mentalt. Jeg har arbejdet meget med mig selv i 2021, så 2022 kommer til at være året, hvor jeg kommer tilbage på sporet, sundere og stærkere end før.«
Smykkedesigner Mai Manniche
»Normalt tror jeg ikke på nytårsforsætter, men lige præcis i år oven på min ulykke gør jeg – og det er klokkeklart at arbejde mindre og bruge mere tid med familie, venner og kærlighed. Ulykken satte en del i perspektiv, og livet er andet end arbejde.«
'Årgang 0'-deltager Rachel Ellebye
»Jeg kører ikke rigtigt med nytårsforsæt. Måske egentlig bare at forholde mig mere positiv i 2022 – selvfølgelig ikke corona-positiv,« lyder det med et grin.
Kogebogsforfatter Louisa Lorang
»Jeg er totalt ikke tilhænger af den slags løfter. Men i år har jeg faktisk lovet mig selv ikke at spise slik – altså den der slags, jeg elsker med bunker af farver og ballade. Jeg må gerne spise chokolade og lakrids, men ingenting andet. Jeg gjorde det også i 2019. Jeg elsker virkelig slik, men nu må det skrues ned! Ellers plejer jeg faktisk at sige, hvad jeg gerne vil gøre mere i det kommende år. I 2022 ønsker jeg mig flere rejser – gør vi ikke alle det – at spise ude mere og få mere tid til at hænge ud med mine unger. Klassisk, tænker jeg.«

