Den svenske modegigant NA-KD kan se frem til et krav om erstatning, efter at det danske undertøjsfirma OW Intimates tidligere på ugen anklagede firmaet for at have stjålet deres design.

Og der bliver formentlig ikke tale om håndører, fortæller OW Intimates advokat til B.T.

»Det er jo kopieret én til én, så det er åbenlyst, at for hver style, de har solgt, kunne de lige så godt have solgt min klients. Så for hvert solgt produkt skal vi have den avance, vi havde fået, hvis det var vores eget produkt, der var blevet solgt. Så det kan godt gå hen og blive et ganske stort beløb,« siger Johan Løje fra advokatfirmaet Løje IP.

B.T. kunne mandag skrive, at det danske undertøjsfirma OW Intimates truede med at hive modegiganten i retten, fordi man mente, at Mathilde Gøhler havde ladet sig inspirere lige lovligt meget, da hun for nylig designede en ny kollektion for NA-KD.

Mathilde Gøhlers kollektion for NA-KD til venstre og OW Intimates' version til højre.
Mathilde Gøhlers kollektion for NA-KD til venstre og OW Intimates' version til højre. Foto: NA-KD og OW Intimates
Vis mere

»Det betyder, at vi mister omsætning, og så udvasker det vores brand. NA-KD er så stort et firma, at de fleste vil se badetøjet hos dem og tro, at det er deres. Desuden har NA-KD så mange penge i ryggen, at de kan sælge det til en tredjedel af prisen,« fortalte Sonja Davidsen, der derfor frygter, at deres potentielle kunder hellere vil købe tøjet hos den svenske modegigant.

Og selvom hun endnu ikke har hevet firmaet i retten, så har hun altså pudset advokater på dem, bekræfter Johan Løje.

»Lige om lidt får NA-KD et brev fra os, hvor de får at vide, at de skal pille det af hjemmesiden. Og de skal fortælle, hvor meget de har solgt, så vi kan få noget erstatning,« siger Johan Løje, der regner med at give NA-KD tre-fire dage til at komme hans klient i møde.

Og hvis det ikke sker?

Mathilde Gøhlers kollektion for NA-KD til venstre og OW Intimates' version til højre.
Mathilde Gøhlers kollektion for NA-KD til venstre og OW Intimates' version til højre. Foto: NA-KD og OW Intimates
Vis mere

»Der er forskellige muligheder. Vi kan jo stævne dem – det er den mest oplagte, og så må vi se, hvor vi lander,« siger han.

Over for B.T. har Mathilde Gøhler hele tiden afvist beskyldningerne. Via sin agent fortalte hun mandag, at det omtalte badetøj er basis-styles, som der findes 'talrige eksempler på derude', hvorfor man ikke kan tage ejerskab på designet.

Det samme oplyser NA-KD, der har sendt B.T. en række eksempler på andre bikinier, der ligeledes ligner OW Intimates' til forveksling.

Dem har Johan Løje også set, men ifølge ham ændrer det ingenting.

NA-KDs top til venstre og OW Intimates' version til højre.
NA-KDs top til venstre og OW Intimates' version til højre. Foto: NA-KD og OW Intimates
Vis mere

»Det er relativt enkle design, så derfor er det noget, der generelt kan være vanskeligt at beskytte, fordi der findes andet lignende derude, og det har NA-KD forsøgt at vise. Men det er uklart, hvad der er solgt i Danmark og hvornår,« siger han.

Han tilføjer dog, at det springende punkt i sagen er, at både Mathilde Gøhler og NA-KD havde indgående kendskab til OW Intimates' produkter, inden de lancerede deres egne versioner.

NA-KD sælger nemlig både egne og andres design på sin webshop og har tidligere solgt de omstridte bikinier fra OW Intimates, oplyser han. Derudover har det danske undertøjsfirma haft et samarbejde med Mathilde Gøhler, der som influencer har reklameret for deres undertøj.

»Jeg synes, vi står godt – navnlig fordi de har solgt de nævnte styles tidligere. Hvis der ingen kontakt havde været, så havde det været en lidt mere kompliceret sag,« siger Johan Løje.

Mathilde Gøhlers kollektion for NA-KD til venstre og OW Intimates' version til højre.
Mathilde Gøhlers kollektion for NA-KD til venstre og OW Intimates' version til højre. Foto: NA-KD og OW Intimates
Vis mere

Siden B.T. gik ind i sagen, har NA-KD fjernet to af de omstridte produkter fra sin webshop. Det sker, mens man undersøger, om der er hold i plagiatanklagerne, lyder det fra det svenske firma, der dog understreger, at det kun er midlertidigt.

Alligevel mener Sonja Davidsen, der er designer og direktør i OW Intimates, at det er et udtryk for, at hun har ret i sine anklager.

»Vi fastholder, at der er sket kopiering, og at vi ser deres tilbagetrækning som bevis på, at de faktisk godt ved det,« siger hun.

B.T. arbejder fortsat på en kommentar fra Mathilde Gøhler.