»Jeg er så mega træt. Vi kan blive ved med at brokke os, men der sker alligevel ikke noget. Det er, som om de bare har stukket hovedet i jorden og så håber på det bedste,« lyder det fra Umut Sakarya.

Den kendte restauratør, der ejer en række restauranter i København, har for længst mistet tiltroen til Mette Frederiksen og regeringens håndtering af coronakrisen, når det gælder erhvervslivet.

Mandag skrev direktør for Statens Serum Institut Henrik Ullum på Twitter, at smitteudviklingen langt fra var så alvorlig, som man havde frygtet.

'Heldigvis har smitteudviklingen fulgt et af de mere gunstige scenarier vores modellører regnede på. Så lige nu har vi ikke kurs mod 870 indlagte i midt april. Også langt til dramatisk udvikling i for eksempel Tjekkiet og Estland,' skrev direktøren.

Og det har blandt andet fået Venstres sundhedsordfører, Martin Geertsen, til at reagere og kræve en yderligere genåbning af samfundet, men Umut Sakarya er stadig skeptisk.

»Der er jo for længst gået politik i den. Havde man bare lavet et råd med nogle fagfolk i stedet for at gøre, hvad Mette (Frederiksen, red.) lige føler for ... Når man ser på tallene, giver det, de har gang i, absolut ingen mening.«

Han tilføjer:

»Men der er ikke så meget at gøre. Når man presser mennesker så meget, som man har gjort, så er vi glade for bare at kunne åbne halvt.«

Umut Sakarya.
Umut Sakarya. Foto: Niels Ahlmann Olesen
Vis mere

Umut Sakarya tror ikke på, at han får lov til at åbne for gæster før midt i maj. Han efterlyser en generel genåbningsplan og undrer sig over, hvorfor man ikke har lukket op for nogle dele af befolkningen.

»Jeg ved ikke, hvad de har lavet det sidste år, men der er ikke kommet en konkret plan for genåbning, udover at der er brugt mange penge på at skrive ligegyldige tekster på nettet.«

»Erhvervslivet har råbt efter et samarbejde, men de bliver ikke hørt. Man kunne som i andre lande have ældre og syge i hjemmekarantæne og så have resten af samfundet kørende,« lyder det fra Umut Sakarya.

Hvis det stod til ham, ville han ikke åbne i morgen, for der ville de slet ikke være klar, da de blandt andet ville mangle fødevarer.

»Hvis det stod til mig, så ville jeg nok give det en uge. Mange af leverandørerne er holdt op med at producere på grund af manglende efterspørgsel. Så de skal lige starte op igen. Hvis vi bare åbnede op i dag, ville det være kaos.«

Umut Sakarya havde lige inden coronakrisen investeret i en masse inventar og havde dermed et underskud i en af sine restauranter. Da coronaudbruddet lukkede landet, og det blev svært at drive forretning, valgte han køre uden løn til sig selv for at undgå fyringer af ansatte.

»Vi prøver at holde humøret oppe. Der er ikke andet, vi kan gøre, vi omstiller os og er parate. Men det er ikke altid nemt at holde begejstringen oppe.«

Senest har Umut Sakarya valgt at stoppe samarbejdet med sine leveringspartnere – heriblandt udbringningsfirmaet Wolt – for at spare penge.

»Det er i forvejen pissedyrt at bruge Wolt. Men nu er jeg blevet gjort opmærksom på, at fordi Wolt er et finsk firma, så betaler vi 30 procent af vores omsætning til Wolt, og så pålægger de momsen bagefter,« udtalte han til DR.