Tv-kokken Umut Sakarya svæver på en lyserød sky med sin kæreste, den syv år yngre bachelorstuderende Johanne Havshøj.
»Det går rigtig godt, det kunne ikke have gået bedre. Vi har det dejligt,« lyder det fra Umut Sakarya, da B.T. møder den 31-årige tv-kok på den røde løber til Reality Awards.
Parret har boet sammen i Umuts lejlighed på Nørrebro det sidste års tid, og Umut Sakarya er overbevist om, at han skal tilbringe resten af livet med kæresten.
»Jeg kommer nok til at fri på et eller andet tidspunkt – og få børn med hende, der føler jeg mig helt tryg,« lyder det med et smil.

Hvor mange børn, det skal blive til, er han dog ikke overbevist om endnu.
»Når man først tager hul på den første, så kan man finde ud af, hvor mange man skal have – selvfølgelig sammen med min kæreste. Men jeg vil gerne have mange børn. På et eller andet tidspunkt skal der være nok til, at det er et fuldtidsarbejde i sig selv. Der skal være mange Umut’er – små børn med overskæg, der render rundt, et fodboldhold! Men man skal lige finde ud af, hvad det kan,« forklarer Umut Sakarya.
Han tager dog ikke den kommende familieforøgelse som en selvfølge.
»Der er mange kokke, der ikke bare lige kan få børn, men det håber jeg stærkt med og regner med, at jeg kan, når vi skal det, men man ved det ikke,« lyder det eftertænksomt.
