På TikTok har hun knap 19.000 følgere, og på Instagram følger omkring 18.000 mennesker med, når hun deler billeder fra sit liv.

Men selvom tv-værten Ulla Essendrop selv er flittig bruger af sociale medier, så er hun blevet opmærksom på de skyggesider, der følger med. Det fortæller hun til Her & Nu, der har talt med DR-værten i forbindelse med et nyt program, hun skal stå i spidsen for.

Den 8. april toner hun nemlig frem på skærmen som vært i programmet 'Mit liv på nettet'. I arbejdet med tv-serien blev den 44-årige vært chokeret over, hvor mange private oplysninger der bliver gemt og lagret på de sociale medier.

Det kom også bag på hende, hvordan alt indhold – lige fra reklamer til profiler, man måske ville synes om at følge – er skræddersyet efter at fastholde brugerens opmærksomhed.

»Jeg er lykkelig for, at vi har fået lov at lave den her programrække. Det er simpelthen en samtale, vi skal til at have nu. Vi skal tage stilling til, hvor meget sociale medier må fylde, og hvor meget magt vi giver dem,« fortæller Ulla Essendrop.

Sammen med sin kæreste, Jimmy Bøjgaard, har hun sønnen Theodor på tre år.

Men selvom han endnu ikke er gammel nok til at gøre brug af sociale medier, er Ulla Essendrop allerede begyndt at bekymre sig over, at han kommer til at vokse op i en verden, der i høj grad er præget af sociale medier.

Derfor er ét af programmerne i serien opstået med udgangspunkt i, hvordan hun og kæresten kan klæde ham på til at styre uden om de værste farer, der lurer på internettet. Her nævner hun blandt andet digital mobning og hadefulde beskeder, som hun dog har været forholdsvist forskånet for.

Alligevel, understreger hun, skal vi have en snak om, hvordan vi opfører os på nettet. Det er yderst vigtigt, lyder det fra tv-værten.