For mange mennesker hører emnet sex til bag lukkede døre - men det gælder ikke for den snart 80-årige Ulf Pilgaard.

Han er faktisk så åben, at radiovært Hassan Preissler ender i en slags sexskole hos revykongen, når han interviewer ham til podcasten 'Det næste kapitel'.

De to mandfolk indleder snakken med at fortælle om afsavn og den hudsult, som for mange er fulgt med i tiden under coronaens stramme tøjler.

Her fortæller Ulf Pilgaard, at der da er folk, han 'kan knuse', men han tager sine forholdsregler og afslutter med et 'det vil jeg ikke nærmere ind på'.

Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

Og det er selvfølgelig guf for den garvede radiovært, at han tilsyneladende har nærmet sig et emne, som virker en smule farligt for revykongen.

»Jeg vil også gerne have lov at have lidt privatliv,« svarer Ulf Pilgaard.

»Så du vil ikke fortælle mig, hvis du har en kæreste?« spørger Hassan Preissler en smule chokeret.

»Nej, det vil jeg faktisk ikke. Det kan godt være, det er tilfældet, men hvis det er, så lad det være det,« svarer Ulf Pilgaard.

Værten får alligevel lokket ud af Ulf Pilgaard, at hvis han havde en kæreste, så var hun i hvert fald væsentligt yngre end ham - og at et fysisk træk som hendes hårfarve er helt ligegyldig.

Herefter vover Hassan Preissler pelsen og går et spadestik dybere, når han spørger Ulf Pilgaard, om han ville dyrke sex med hende.

»Selvfølgelig ville jeg det. Det hører jo med,« svarer Ulf Pilgaard prompte.

Og det er her, Ulf Pilgaard begynder at dele ud af sin erfaring, som han må synes at have i en alder af snart 80 år.

Værten Hassan Preissler konstaterer meget ærligt, at han er begyndt at kunne mærke nogle fysiske begrænsninger i forhold til de seksuelle udfoldelser i en alder af 51 år.

Ulf Pilgaard kvitterer med, at det er en selvfølgelighed, at man ikke længere præsterer som en på 30 - men hvis man oplever, at den fysiske formåen svigter en smule, kan man jo altid ty til et par hjælpemidler, påpeger han.

»Hvis man bruger sin fantasi, så er der ud over medicinske hjælpemidler alle mulige andre måder at dyrke sex på. Du vil sagtens kunne give din partner en orgasme, no problem,« konstaterer han, inden han fortsætter:

»Hvorfor begrænse sig selv? Du kan sagtens gøre din partner begejstret og glad på tusind måder, havde jeg nær sagt. Der er jo oralsex plus alt det legetøj, der findes. Mulighederne er utallige,« synes jeg.

»Når du ser dig i spejlet, ser du så en mand med en stor libido?« spørger Hassan Preissler.

»Ja, det gør jeg. Hvis det ikke var muligt for mig (at dyrke sex, red.), så ville det ikke være det samme at leve, rent ud sagt,« svarer Ulf Pilgaard.