Ulf Pilgaard tager sin sidste sæson cirkusrevy til næste år, fortæller den folkekære skuespiller, der også afslører, hvorfor hans udseende holder så godt.

»Jeg har det fint nu. Jeg har et godt helbred,« siger Ulf Pilgaard, da B.T. møder ham under forberedelserne til Cirkusrevyen 2019.

»Men jeg gider ikke snakke sygdom,« siger Ulf Pilgaard, der netop har sat sit årlige fodaftryk i cementen foran det traditionsrige telt på Dyrehavsbakken.

Det har han og alle andre medvirkende skuespillere gjort siden 1988, da traditionen begyndte.

Mærket på foden er blot en hudafskrabning og ikke hudkræft, fortæller Ulf Pilgaard. De fem skuespillere i årets revy er Ulf Pilgaard, Lisbet Dahl, Henrik Lykkegaard, Lise Baastrup og Karsten Jansfort. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Mærket på foden er blot en hudafskrabning og ikke hudkræft, fortæller Ulf Pilgaard. De fem skuespillere i årets revy er Ulf Pilgaard, Lisbet Dahl, Henrik Lykkegaard, Lise Baastrup og Karsten Jansfort. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Dagen kalder de for 'Fødder i cement', hvor der også serveres kage, øl og vin til de tørstige.

Ulf Pilgaard er nu klar til at spille med for 39. gang.

Det gjorde han også sidste år, men måtte udgå fra revyen i juli, da den folkekære skuespiller gik ned med et mavesår.

Det viste sig heldigvis ikke at være livstruende, og nu er han tilbage.

Den 78-årige skuespiller ser strålende ud med hårfarven intakt.

Ulf Pilgaard stopper i Cirkusrevyen næste år i 2020 efter sin 40. omgang cirkusrevy, næsten 80 år gammel.
Ulf Pilgaard stopper i Cirkusrevyen næste år i 2020 efter sin 40. omgang cirkusrevy, næsten 80 år gammel. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

»Pigmentet snyder sikkert lidt, så jeg ser yngre ud, end jeg er,« griner Ulf Pilgaard, hvis hårfarve står flot.

»Jeg holder min flotte farve i håret, og det er noget genetisk,« siger han.

»Min far døde godt nok alt for tidligt, 61 år gammel, men han var helt sorthåret. Han havde kun lidt gråt i tindingerne, så det er arveligt,« siger han.

»Og jeg er ikke typen, der drøner rundt i skovene. Det er jeg ikke.«

»Når jeg skal være helt ærlig, kan jeg godt mærke, jeg har været storryger i mange år. Jeg stoppede for 13 år siden. Jeg skulle nok være stoppet før, men sådan er det,« siger han og tilføjer dog:

»Lungerne har det godt,« siger Ulf Pilgaard, der tidligere har fået en operation i hjertet.

Stopper næste år

Ulf Pilgaard afslører, at han stopper i Cirkusrevyen næste år.

»Næste år er min sidste omgang, for 40 er et pænt rundt tal. Det bliver 40. gang i 2020, plus at jeg bliver 80 år til næste år,« siger Ulf Pilgaard, der synes, at tallene passer godt sammen.

Tiden skal bruges på at rejse og være mere sammen med børnebørnene.

»Jeg regner med at få mere tid til mine børnebørn, for jeg har stort set været i gang hele tiden. Også efter de blev født,« siger han og fortæller, at han ikke er ene om at have travlt.

»Børn i den alder. De har eddermame travlt.«

»Mit ene barnebarn, Martha, har fodboldspilleren Nadia Nadim som forbillede og er blevet fotograferet med hende. Hun er en rigtig drengepige. En meget, meget køn pige, faktisk,« siger Ulf Pilgaard, der ser sine børnebørn til fødselsdage og fester.

»Vi er en stor familie. Med brødre, søstre, fætre og kusiner, der løber vi meget hurtigt op i en 80-100 stykker.«

Han fortæller, at hele familien Pilgaard ses en gang om året første søndag i advent.

»Vi er jo tre-fire generationer i Pilgaard-familien. Det er kraftedeme sjovt. Selv om det er mange forskellige familier, kan man kende os på, at vi stort set er over to meter alle sammen.«

»Vi er kæmpehøje. Det er ret sjovt faktisk,« griner han.