Den 77-årige revy-legende troede i første omgang, at han var kommet over sit mavesår, men melder nu endegyldigt afbud fra Cirkusrevyen og er ikke med resten af sæsonen.

Om to år kan Ulf Pilgaard fejre imponerende 40 års-jubilæum på Bakken, og i denne sæson har anmelderne især elsket hans parodi på en hippie, der lever livet på et plejehjem.

Den 11. juli måtte han pludselig lade sig indlægge på hospitalet på grund af mavesår. Han fik i 1995 en kunstig hjerteklap, hvilket gør,  at han tager blodfortyndende medicin, og man regner med at det aktuelle mavesår er blevet udløst af medicinens bivirkninger.

»Jeg har et mavesår, som nu er under medicinsk behandling. Det er klart, sådan noget gør ondt, men det er holdt op, og efter omstændighederne har jeg det godt. Jeg regner med at gå på scenen i aften,« lød det tilbage i juli fra Ulf Pilgaard, da B.T. fangede ham over telefonen i sin første ufrivillige pause.

Pausen blev dog forlænget til fjorten dage, hvor kollegaen Henrik Kofoed tog over, men Ulf Pilgaard nægtede at give op og var i starten af august tilbage i Cirkusrevyen.

»Det var mærkeligt ikke at have ham med,« lød det fra Cirkusrevyens instruktør Lisbet Dahl og forsikrede, at han var frisk og klar på at gøre resten af sæsonen færdig.

»Ja selvfølgelig,« lød det grinende fra Lisbet Dahl.

Men det var åbenbart mere alvorligt end først antaget, for i lørdags efter endnu en forestilling fik Ulf Pilgaard det skidt igen og har altså nu taget konsekvenserne og meldt fra resten af sæsonen.

»Det er helt vildt ærgerligt, at vi må undvære Ulf. Men i den kommende tid skal han igennem nogle lægetjek og tests, og det vil vi gerne give ham fred og ro til,« udtalte Lisbet Dahl tirsdag eftermiddag i en pressemeddelelse.

Det har ikke været mulig at få en uddybende kommentar fra Lisbeth Dahl eller Ulf Pilgaard selv.

I Ulf Pilgaards fravær træder Henrik Kofoed i første omgang til igen og spiller de resterende forestillinger færdig i august. Cirkusrevyen flytter derefter kort til Aalborg Kongres & Kulturcenter, hvor Niels Olsen klarer de sidste forestillinger.

Cirkusrevyens direktør Torben ’Træsko’ Pedersen kommenterer ikke på Ulf Pilgaards afbud, men glæder sig over sine to stedfortrædere:

»Vi er utrolig glade for, at så professionelle kræfter som Henrik Koefoed og Niels Olsen kan hjælpe os resten af sæsonen. Publikum kan derfor trygt glæde sig til nogle forrygende forestillinger – også her i slutningen af sæsonen.«

Cirkusrevyen regner med at have Ulf Pilgaard tilbage på holdet til næste år.