I sommer måtte den folkekære skuespiller Ulf Pilgaard aflyse flere af sine optrædener i Cirkusrevyen, hvilket skyldtes sygdom og sort uheld.

Men det hele ligger bag ham nu, og den 78-årige skuespiller er i fuld vigør, da B.T. møder ham på Klithuset i Dronningmølle i Nordsjælland.

»Det var ikke, fordi jeg ikke havde kræfterne til det. Det var en simpel maveinfektion, som jeg negligerede, hvilket jeg ikke skulle have gjort. Men det var ikke affødt af for hårdt arbejde,« siger han og fortsætter:

»Det var en kædereaktion af nogle banale sygdomme, der afløste hinanden.«

Ulf Pilgaard lægger vægt på, at han ikke var alvorligt syg i sommer. Han er helt klar til at give den gas til dette års Cirkusrevy.
Ulf Pilgaard lægger vægt på, at han ikke var alvorligt syg i sommer. Han er helt klar til at give den gas til dette års Cirkusrevy. Foto: Philip Davali
Vis mere

Ulf Pilgaard blev først ramt af en maveinfektion, derefter brækkede han et ribben, og sluttelig blev han ramt af en lungebetændelse, hvilket tilsammen tvang ham til at trække sig fra sin elskede Cirkusrevy.

Han nåede dog lige at optræde en ekstra gang, inden han valgte at trække sig resten af sæsonen.

Det lader til, at du gjorde alt, hvad du kunne, for at holde dig inde i kampen i sommer?

»Det har du ret i. Jeg opgav i virkeligheden, da jeg brækkede et ribben. Det gjorde simpelthen så ondt, at jeg næsten ikke kunne trække vejret.«

Her ses skuespillerne til dette års Cirkusrevy: Henrik Lykkegaard, Ulf Pilgaard, Lisbet Dahl, Lise Baastrup og Karsten Jansfort.
Her ses skuespillerne til dette års Cirkusrevy: Henrik Lykkegaard, Ulf Pilgaard, Lisbet Dahl, Lise Baastrup og Karsten Jansfort. Foto: Philip Davali
Vis mere

Den garvede skuespiller fortæller, at han en kort overgang var på meget stærk smertestillende medicin.

»Det eneste, der irriterer mig omkring hele det forløb, er, at jeg aner ikke, hvad fanden der udløste det (maveinfektionen, red.). Det må have været noget, jeg har spist.«

Det var heller ikke mere alvorligt, end at han var tilbage i efteråret, hvor han blandt andet rejste landet rundt for at holde foredrag.

24 blev det til i alt.

Kan du forestille dig, at du selv slipper revyen på et tidspunkt?

»Ja, det gør jeg jo nok, selv om det er med til at holde en i gang. Det vil jeg formentlig gøre om et par år, selv om jeg ikke går og hænger mig i, hvor gammel jeg nu er.«

Hvor lang tid ser du, at du fortsætter med at arbejde?

»Der har jeg det ligesom Ghita Nørby. Så længe man kan bruges. I virkeligheden er vi skuespillere jo nogle af dem, der bliver ved allerlængst, fordi man ikke bliver afskediget, når man når en bestemt alder.«

Politisk satire er varemærket

Ulf Pilgaard mener, at Cirkusrevyen aldrig har haft mere konkurrence fra andre underholdningstilbud end i disse år.

Derfor er det også vigtigt, at de holder sig til kernen af Cirkusrevyen – den politiske satire.

»Vi har gjort specielt den politiske satire til et varemærke for Cirkusrevyen. I mange år har vi i høj grad været ene på den bane.«

Allerede nu er der solgt over 50.000 billetter til revyen, og det forpligter.

Skuespiller Ulf Pilgaard, da holdet bag Cirkusrevyen 2019 møder pressen i Klithuset i Dronningmølle søndag den 13. januar 2019. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix)
Skuespiller Ulf Pilgaard, da holdet bag Cirkusrevyen 2019 møder pressen i Klithuset i Dronningmølle søndag den 13. januar 2019. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix) Foto: Philip Davali
Vis mere

»Vi har et stort stampublikum med folk, hvor det er en tradition at gå ind og se Cirkusrevyen. Det stiller også et krav til os om, at vi i hvert fald er lige så gode som sidste år. Men det er nu også meget godt at have noget, man skal leve op til.«

»Det er sgu med til at sætte gang i adrenalinen,« siger han og smiler.

Cirkusrevyen har premiere 23. maj 2019 på Dyrehavsbakken og spiller indtil 31. august.

Ud over Ulf Pilgaard medvirker Lisbeth Dahl, Lise Baastrup, Henrik Lykkegaard og Karsten Jansfort, og James Price er for 20. gang kapelmester.

Cirkusrevyen har også en håndfuld forestillinger i starten af september i Aalborg Kongres & Kultur Center.