Uffe Holm har onsdag været i retten, hvor han risikerede at miste sit kørekort. Han kørte dog væk derfra i sin bil - med kørekortet i behold.

Den 42-årige komiker fik, uden en advokat, dommeren i Retten i Lyngby til at udskyde en færdselssag.

Der var nemlig usikkerhed om, hvorvidt der var opsat synlige skilte, der skulle advare om vejarbejde, da Uffe Holm den 15. april 2015 kørte med 114 km/t. sydpå ad Helsingørmotorvejen.

»Jeg kan ikke huske, at jeg så skiltning med nedsat fart, eller at jeg blev blitzet. Jeg vil altid trykke på bremsen, hvis jeg ser, at der er noget vejarbejde,« forklarede komikeren i retten og fortsatte:

»Jeg har kørt bil, siden jeg var 18 år, og hvis der er folk, der går og arbejder i vejkanten, så bremser jeg.«

Det skriver Se og Hør.

Uffe Holm er ikke den eneste bilist, der var usikker omkring skiltningen det pågældende sted i 2015.

Der har før været ført en række prøvesager, der efter byretten endte i landsretten, som dernæst fandt skiltningen i orden.

Alligevel formåede Uffe Holm - uden advokat - at stille spørgsmålstegn ved skiltningen.

Den kvindelige anklager kunne ikke diske op med noget bevis, og derfor besluttede dommeren, at sagen udskydes til næste år.

Hvis dommeren til næste år finder Uffe Holm skyldig, risikerer han at miste sit kørekort.

Noget, der ikke bekymrer den 42-årige standupper - han svarede afslappet, at der heldigvis findes både tog og bus.