Selvom hun er vant til at modtage upassende og grænseoverskridende beskeder, så efterlod denne besked en ekstra ubehagelig følelse hos Twerk Queen Louise.

»Jeg bor lige over for dig, kan jeg komme op til dig, så du kan lave tricks på min p**«

Sådan lød beskeden på Instagram, som fik Twerk Queen, der går under det borgerlige navn Louise Kjølsen, til at stoppe op.

Hun modtager mange klamme beskeder, skriver hun på sin blog, men denne her var lidt mere ulækker, fordi den netop drejede sig om hendes fristed. Hendes private hjem.

Twerk Queen Louise vidste ikke, om hun skulle tage det bogstaveligt, at det var én, som boede tæt på hende. Profilen, der havde skrevet, virkede meget anonym, men navnet på Instagram-kontoen afslørede fyren bag.

Personen, som Twerk Queen i sit blogindlæg kalder Sune Hansen, viste sig faktisk at bo lige over for hende, og danseren valgte derfor 'at kvinde sig op' og gå derover og finde ud af, hvem der havde sendt beskeden, som hun fandt truende.

Da hun ringede på døren, var det dog ikke Sune Hansen, der svarede.

'Det viste sig, at det var SUNES MOR! Fordi Sune er en 14-årig dreng!' skriver Twerk Queen om mødet med genboen.

Portræt af Louise 'Twerk Queen' Kjølsen, som også er kendt som medlem af fjerdebølgefeminist gruppen "GirlSquad".
Portræt af Louise 'Twerk Queen' Kjølsen, som også er kendt som medlem af fjerdebølgefeminist gruppen "GirlSquad". Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen
Vis mere

Hun fortæller, at hun fik sig en snak med moren, da sønnen var taget over til sin far. Moren var forstående og var enig med Twerk Queen i, at sådan en besked ikke burde blive sendt.

Twerk Queen, som foruden at være danser er debattør, feminist og har en kandidat i psykologi, fortæller, at det endte med, at beskeden blev screenshottet og sendt til den 14-årige dreng, der havde skrevet den.

Og det må have gjort indtryk. Han sendte nemlig en undskyldning tilbage:

'Hej Louise. Undskyld, undskyld, undskyld. Jeg er rigtig ked af, hvad jeg har gjort. Jeg ved ikke, hvad der skete i mit hoved, da jeg skrev den besked, jeg er bare en dum teenager, der er nysgerrig,' skriver han og fortsætter:

'Det var ik' min mening, at jeg skulle gøre dig bange, jeg ved ikke engang, hvorfor jeg skrev det. Jeg tænkte, ik' rigtig over, hvad jeg gjorde, og hvad der ville ske. Jeg har haft en lang snak med min far om det, og jeg er rigtig ked af det, og jeg ville overhovedet ikke gøre dig bange. Mange hilsner (navn anonymiseret, red.).'

Twerk Queen var dog hurtig til at give svar på tiltale.

»Din besked har ikke noget med nysgerrighed at gøre for mig, det bliver til gengæld en form for trussel, fordi jeg ikke ved, hvem afsenderen rigtig er, fordi du nævner, at du ved, hvor jeg bor, og fordi du faktisk skriver, at du vil komme forbi.«

Hun understreger, at selvom man kan se billeder af hendes krop på nettet, så er det ikke ensbetydende med, at hun ønsker sex med, dem der ser den. 'Jeg kender dig ikke,' skriver hun.