Reality-stjernen Fie Laursen lagde søndag et afklædt billede på Instagram, fordi hun syntes, hun var flot på det vovede foto. Men følgerne syntes ikke, hun var flot. Hun var blevet tyk. Hendes bryster hang. Og hun burde tabe sig, skrev de.

Men Fie Laursen er bestemt ikke den eneste, der uden opfordring oplever at blive jordet for sit udseende.

Også psykolog, feminist og debattør Louise Kjølsen - bedre kendt som Twerk Queen - får grove kommentarer, når hun deler billeder med offentligheden.

»Men det kan ikke være rigtigt, at du skal have det dårligt, bare fordi andre mennesker er nogle idioter,« siger Louise Kjølsen.

Selvom hun på de sociale medier virker som en hårdhudet kvinde, der hviler i sig selv og ikke kan væltes af negative kommentar, så oplever hun også, at kommentarer kan ramme lige dér, hvor det gør mest ondt.

Den 31-årige debattør har ikke selv de klassiske model-mål, men har bl.a. valgt at gøre sin bagdel til sin fordel ved at etablere sig som Danmarks dronning af ryste-røv-dansen twerk, fremhæve formerne og vise dem frem på Instagram.

Men selvom hun er glad og stolt af sin krop, oplever hun ligesom Fie Laursen at blive angrebet for den på de sociale medier. 'Du skal da vist lave nogle squats, så slasket en røv du har,' lyder en af de mest gennemgående kommentarer.

»Jeg har lært, at når der er dage, hvor andre menneskers mening vil betyde noget for mig, så skal jeg ikke kigge nogen steder, hvor folk kan skrive noget grimt. Så skal jeg blive i min boble af gode mennesker, der elsker mig for den, jeg er,« siger hun til B.T.

Louise 'Twerk Queen' Kjølsen (i midten) er en del af fjerdebølgefeminist-gruppen GirlSquad sammen med Ekaterina Krarup Andersen og Nikita Klæstrup.
Louise 'Twerk Queen' Kjølsen (i midten) er en del af fjerdebølgefeminist-gruppen GirlSquad sammen med Ekaterina Krarup Andersen og Nikita Klæstrup. Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen
Vis mere

»Og så kan jeg have dage - heldigvis de fleste - hvor jeg går ud i verden, og folk siger, jeg er en klam luder og min røv er for slasket, hvor jeg siger: 'Så er det heldigt, at min krop ikke eksisterer for dig, og så kan du heldigvis bare lade være med at kigge på mine billeder.'«

Sådan lærer du at elske din krop

»Unge unge kvinder bliver oplært i at være optagede af deres udseende, fordi man som kvinde får at vide, at ens udseende er ens største valuta. Så derfor mener fremmede mennesker også, at de har lov at have en holdning til ens krop og ytre den,« siger Louise Kjølsen, der her kommer med sine bedste råd til, når det sker.

  • »Din krop eksisterer ikke for andre mennesker, så du skal være ligeglad med, hvad andre tænker. Du skal egentlig bare have det godt i din egen hud.«
  • »Sig fra og del dine oplevelser med nogen. Når folk er idioter på min Instagram, tager jeg f.eks. et screenshot og poster det og siger: 'Sådan her taler vi altså ikke om hinanden'. Og så får jeg gerne en respons, der bekræfter mig i, at det altså ikke er mig, den er gal med.«
  • »Stil dig foran spejlet og sig, at du elsker dig selv, præcis som du er. Din værdi ligger ikke i udseendet - du skal huske, at når man møder et menneske for første gang, så møder man ikke deres skæve bryster, dellen på maven eller de korte ben. Man møder en god ven. Eller en, der laver en god chili con carne. Fokuser på det i stedet.«
  • »Husk, at når folk siger, du er klam, så har de et anstrengt forhold til kroppe og højst sandsynligt også til deres egen - og det lyder da som et træls liv at leve. Det er heldigvis ikke dit liv.«

Louise Kjølsen medgiver, at de gode råd måske lyder nemmere, end de er.

»Det er ikke nemt. Det er et fuldtidsarbejde. Det er nogle mønstre, du har lært hele dit liv, som du skal aflære. Det kræver rigtig meget øvelse og energi, men det er det hele værd,« slutter hun.