Go' morgen værten har indprentet sin begejstring for tennis-baben med blæk

Kærligheden til det danske tennis-es Caroline Wozniacki kender ingen grænser efter nattens kvalifikation til semifinalen.

En lind strøm af ægteskabstilbud tikker ind på den unge spillers Facebook, og nu viser morgenværterne fra TV2s Go' morgen Danmark deres begejstring og støtte til sportsstjernen.

Det skete i dagens udgave af morgen-showet, hvor Mikkel Beha bl.a viste sit interimistiske Caroline banner i baghaven. Lisbeth Østergaards støtte til tennis-baben var dog mere permanent, end en vindblæst hilsen. Hun havde fået tatoveret Carolines navn på sin underarm.

- I ved jo godt at jeg kan lide at dekorere mig selv en gang i mellem, ikke, sagde Østergaard til kollegaen Mikkel Beha og vejrværten Peter Tanev.

Østergaard smøgede herefter ærmerne op på sin sorte habit jakke, og på underarmen kom Carolines navn frem. Skrevet i store, sorte typer.

-Se lige der. Se lige der. Se hvad jeg har fået lavet, GO CAROLINE, sagde Lisbeth Østergaard stolt.

Kollegaerne Tanev og Beha var dog ikke helt overbeviste om tatoveringens ægthed, og prøvede da også at gnide på de sorte typer.

Det har endnu ikke været muligt for bt.dk at få en kommentar fra Lisbeth Østergaard for at høre om hendes kærlighed til Caroline er for livet, eller om den går af i vask.