'Den Nøgne Sandhed' er slut, og Dronningens fødselsdag er overstået. Det betyder, at den populære tv-vært Cecilie Frøkjær får en velfortjent pause fra skærmen efter nogle travle måneder.

Men TV2 lover, at der er mere fjernsyn med Cecilie på vej. Kanalen vil dog ikke afsløre, hvad programmet vil indebære, eller præcis hvornår seerne kan forvente at se den blonde vært i den bedste sendetid igen.

Der er nemlig intet, der er sikkert endnu, og der er stadig en masse, der skal falde på plads.

- Vi ved ikke, om 'Den Nøgne Sandhed' fortsætter, eller om vi skal lave noget helt andet. Vi arbejder med forskellige muligheder, siger faktachef hos TV2 Sune Roland.

Han nævner efteråret som et godt bud på et nyt program med Cecilie Frøkjær, men rammerne om et koncept holder TV2 stadig tæt på kroppen.

- Vi holder det lidt hemmeligt, indtil vi er klar til at lancere. Det gør vi af konkurrencehensyn. Men vi satser da helt sikkert på, at der kommer mere med Cecilie, siger programdirektør Palle Strøm.

Et brud med Cecilie Frøkjær ville da også være imod TV2s linje de seneste mange år. Hun begyndte allerede på TV2 som journalistpraktikant og hoppede direkte ind i rollen som morgenvært på 'Go' Morgen Danmark' med Michael Meyerheim. Det gjorde hun så godt, at hun flere gange er blevet kåret som årets værtinde, før hun stoppede efter 12 år med tidlige morgenvagter for at prioritere sine børn.

Herefter blev hun blandt andet den, som skulle konkurrere om fredagens seere med 'X Factor' på DR som den direkte modspiller.

Selv om seertallene langtfra slog rekorder på talkshowet 'Den Nøgne Sandhed', og programmet høstede kritik i medierne, er TV2 både tilfreds med antal seere og værtindens indsats.

- Vi vidste, det var modigt at sende det samtidig med 'X Factor', men vi ville gerne give seerne et alternativ. Indholdsmæssigt lykkedes det godt, selv om vi ikke slog seertalsrekorder. Vi er tilfredse med programmet og glade for at hylde de programmer, hvor vi leger lidt, siger Sune Roland.

Han afviser ikke, at der kommer en ny sæson af talkshowet, hvor Cecilie Frøkjær og et panel på tre mænd debatterer om forskellen mellem de to køn. Seerne må dog vente lidt endnu med at få det endelige svar på den populære værts fremtid.

Cecilie Frøkjær har ikke selv haft lyst til at kommentere sin fremtid over for B.T.