Ritualet var ufravigeligt og blev grundlagt allerede den første nat. Simon lå i midten. Han var 19. Grøn i alle livets henseender. Nu lå han i midten i dobbeltsengen.

»Vi sover sammen, og vi er altid gode venner, når vi går i seng. Det er den ene regel. Den anden er, at jeg altid sover i midten. Det er sådan. Bum. Ske. Og man vender i takt. Det lærer man.«

Kim Schumacher var et af 1980'ernes største ikoner. Elsket af unge som gamle. Men han levede også et hemmeligt liv. Både som homoseksuel. Og med to mænd.

Simon Taisbak var den ene. Ham i midten. Det er ham, der i  bogen ‘Dem jeg elsker elsker jeg’ for første gang fortæller om den kærlighedstrekant, han som ung blev en del af.

Med Kim Schumacher og hans kæreste Hans Ole Eriksen på hver sin side af dobbeltsengen.

»Det er en utrolig smuk kærlighedshistorie,« siger den ene af bogens forfatteren, Simon Lund, som selv var en af de hundredtusindvis af unge, der i 1980'erne slugte den speedsnakkede Kim Schumachers programmer.

»Han skabte det rum, som hele 'Tæskeholdet'-generationen med Casper Christensen i spidsen trådte ind i,« forklarer Simon Lund om den radiorevolution, som den ikoniske radiovært satte gang i.

Han snakkede ikke kun hurtigt. Kim Schumacher elskede også at give den gas på tøjkontoen.
Han snakkede ikke kun hurtigt. Kim Schumacher elskede også at give den gas på tøjkontoen. Foto: NF
Vis mere

»Jeg er Kim Schumacher – manden, som Moses ville have opfundet det 11. bud imod,« lød en af hans utallige slaglinjer i radioen.

Havde omverdenen kendt til hans sex- og kærlighedsliv, havde nogen uden tvivl også vendt ham ryggen. For frem til 1981 blev homoseksualitet faktisk betegnet som en sygdom i den danske lovgivning.

»Dengang var det ikke accepteret på samme måde. Det var stigmatiserende,« lyder Simon Lunds bud på, hvorfor Kim Schumacher holdt det hemmeligt. Ikke mindst i takt med, at han blev mere og mere berømt.

»Samtidig var han godt klar over, at hvis hr. og fru Danmark vidste, at de var tre kærester sammen, ville han skulle bruge rigtig lang tid på at forklare, hvorfor det var i orden.«

Privatfoto fra 1986 af Kim Schumacher sammen med bamserne Hans Ole Eriksen og Simon Taisbak. Yderst til venstre ses et familiemedlem af Kim Schumacher.
Privatfoto fra 1986 af Kim Schumacher sammen med bamserne Hans Ole Eriksen og Simon Taisbak. Yderst til venstre ses et familiemedlem af Kim Schumacher. Foto: Privat/'Dem jeg elsker elsker jeg'/Gyldendals forlag
Vis mere

For i 1980 blev de tre. Kim Schumacher mødte den kun 19-årige Simon Taisbak i byen, tog ham med hjem til sin mangeårige kæreste Hans Ole. Og der blev han. Altid i midten i dobbeltsengen.

I bogen fortæller Simon Taisbak for første gang om, hvor overvældende det i starten var for ham. Men også, hvor hurtigt deres kærlighedstrekant blev tryg.

Kim Schumacher kalder sine to kærester 'Bamserne', som han levede et nærmest småborgerligt liv med. I stærk kontrast til det hektiske, speedsnakkende liv, han levede udadtil, og som uge efter uge bragte ham på forsiden af aviser og ugeblade.

Alligevel var der ingen, der satte spørgsmålstegn ved den mere og mere afpillede udgave af Kim Schumacher iført gule gummistøvler, der to gange om ugen i den bedste sendetid var vært i DR's populære quizprogram ‘Labyrint’.

Hvis de gjorde, svarede han jokende »bare det ikke er det der Adidas«.

Men hjemme på matriklen kendte de svaret. Kim Schumacher havde aids.

I dag har skrækken for længst lagt sig. Men i 1988, hvor han fik beskeden, var den synonym med en dødsdom. Længe holdt han den skjult selv for 'Bamserne'. Og udadtil gjorde han en dyd ud af at være sit gamle kække jeg.

»Han ville ikke være ham den syge og svage. Heller ikke til sidst. Han gik på arbejde selv den dag, han døde,« fortæller Simon Lund om Kim Schumachers ukuelighed, der hverken var synlig i B.T.s spalter eller på tv, hvor han var hele Danmarks yndlingsvært.

Fra midten af 1980erne var Kim Schumacher ansat på B.T., hvor han både var filmanmelder og havde sin egen musik- og ungdomsside.
Fra midten af 1980erne var Kim Schumacher ansat på B.T., hvor han både var filmanmelder og havde sin egen musik- og ungdomsside. Foto: Svend Aage Mortensen
Vis mere

I foråret 1990 viste han dog sin svaghed over for B.T.s chefredaktør og sagde ligeud, at han havde aids. Og at chefredaktøren var en død mand, hvis han sladrede.

Dér lakkede det allerede mod enden for ham. 40-årige Kim Schumacher vidste det og ville gerne sikre sine 'bamser' i forhold til arven. Men hvem af dem skulle han gifte sig med?

14. maj 1990 blev han og Simon Taisbak gift. Billedet fra dagen tog Hans Ole Eriksen, som selv valgte at være det tredje hjul den dag. For han vidste, at når Kim Schumacher døde, ville historien være den tids breaking news, og han ønskede ikke at være dén, der havnede i rampelyset. Men blev det alligevel, da pressen – også B.T. – gættede forkert.

‘Kim gift på dødslejet’ stod der på forsiden af B.T. 14. juni 1990, hvor Hans Ole Eriksen blev udråbt til ægtefællen.

Sådan så B.T.s forside ud, da Kim Schumacher døde i 1990.
Sådan så B.T.s forside ud, da Kim Schumacher døde i 1990. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

To dage forinden sov Kim Schumacher ind på Frederiksberg Hospital. Inde bag døren, hvor der med store bogstaver stod 'Karantæne!'. Bamserne var ved hans side.

»Det er en meget underlig oplevelse, når man sidder med én, der til sidst trækker vejret meget stille og roligt. Det bliver langsommere og langsommere, og pludselig trækker han ikke vejret mere,« fortæller Simon Taisbak i bogen om de sidste timer i Kim Schumachers liv.

Danskerne flåede aviserne af hylderne. Landet var i sorg. Men det var bamserne også.

Den dengang 28-årige Simon Taisbak fortæller i bogen om, hvor overvældende det var at skulle begrave sin elskede og samtidig befinde sig midt i et mediecirkus i kirken, hvor alt var så kaotisk og proppet, at en fotograf i sin iver for at få det bedste billede faldt ned fra balkonen.

Kim Schumachers alt for tidlige død var dog ikke enden på kærlighedspagten mellem de tre. For kort efter giftede Simon Taisbak og Hans Ole Eriksen sig. Og forblev ægtemænd, frem til Hans Ole Eriksen i 2003 døde af kræft.

Han ligger begravet sammen med Kim Schumacher på Søllerød kirkegård.

»Det fortæller lidt om, at det ikke bare handlede om at have to mænd at knalde med. Selv om Kim i perioder også var generøs med sig selv til andre sider, kunne de begge rumme det. For de vidste altid, at han kom hjem,« siger forfatter Simon Lund.

»Det var fuldt udviklet kærlighed på alle niveauer. En utrolig smuk kærlighedshistorie.«

‘Dem jeg elsker elsker jeg – Kim Schumachers mange liv’ af Simon Lund og Ralf Christensen er netop udkommet på Gyldendal.