Mens sommeren brager løs landet over, flyder Mikkel Beha Erichsens stemme ud af tv-apparaterne i de danske stuer. Den 43-årige vært for TV2s morgensatsning 'Go’sommer Danmark' står nemlig foran kameraet sammen med sin nye kollega, Lisbeth Østergaard. Med mundvigene opad og glimt i de isblå øjne.

Men det ubrydelige smil og den glade værtsstemme har ikke altid været en del af Mikkel Behas liv.

Store dele af Mikkels ungdom var - som søn af forfatteren Troels Kløvedal (født Troels Beha Erichsen) og tv-redaktøren Marianne Kjær - en rodløs affære.

- Vi flyttede rigtig meget rundt. Jeg gik i 11 folkeskoler i løbet af min skolegang. Jeg husker det som om, jeg var i en ny folkeskole, hver gang jeg kom hjem fra sejlturene med min far.

Flyttede fra kollektiv til kollektiv


Min mor og stedfar flyttede rundt fra kollektiv til kollektiv, og vi var meget på lejre om sommeren. Alle gik nøgne rundt, og kvindernes bryster var meget lange. Sådan husker jeg det.

Det var på mange måder en fed tid. Men jeg skulle konstant finde nye venner. Der var ingen ro i mit liv, fortæller Mikkel Beha til B.T.

Tv-værten, der i mere end 20 år har boet fast i en haveforening i Københavns Sydhavn med sin kone og tre sønner, husker perioden som lettere kaotisk til tider.

Men den efterhånden bredt rutinerede tv-personlighed ville ikke bytte sine unge år med noget andet liv.

Han er bevidst om, at barndommen, når den var flagrende, også gav ham særlige evner. Evner han bl.a. kan bruge i dag som vært i TV2s studie på Hovedbanegården eller i Tivoli i København.

- Det har både været godt og skidt. Jeg er blevet utrolig god til at tage kontakt til nye mennesker, som er kommet ind i mit liv. Det har jeg simpelthen været nødt til.

Det er jo faktisk også det, jeg laver nu, hvor jeg hver dag taler med rigtig mange nye mennesker gennem mit job som vært, fortæller han.

Alligevel var der særligt en periode i Mikkel Behas unge teenage-år, han husker tilbage på uden det vante smil på læben.

- Roen og balancen manglede simpelthen. Fra jeg var 12 til 15 år var jeg ikke en glad teenager. På et tidspunkt, da jeg var blevet en 11-12 år, flyttede vi til et socialt boligbyggeri i det nordlige Århus. Det var ikke ligefrem socialklasse 1 og deres børn.

Men jeg blev jo venner med de knægte, der hang ud i området.

Børn er jo verdensmestre til at blive venner med hinanden, siger Mikkel Beha og forklarer, at de unge århusianeres fritidsaktiviteter ikke sjældent foregik på den forkerte side af loven:

 

 

Med i bandemiljø

- Det var ikke bare stjålne æbler og blommer fra fru Hansens have.

Jeg løb med dem rundt, når vi havde fri fra skole. Og jeg kunne godt mærke, at den var helt gal, når vi f.eks. lavede indbrud hos den lokale bager eller begik hærværk, fortæller Mikkel Beha og forklarer, hvordan teenage-drengene huserede i kvartererne i det nordlige Århus.

Tv-værten tøver ikke med at kalde de unge knægte for en 'bande', som flere gange var alvorligt på kant med loven. Så meget, at det tærede kraftigt på den unge hippie-opdragede Mikkels samvittighed.

- Jeg var jo opdraget af mine hippieforældre til altid at vise respekt og medmenneskelighed, fortæller den i dag 43-årige familiefar, hvis ældste søn netop er blevet student.

Perioden blandt kriminelle knægte i Århus N fik samtidig Mikkel Beha til at længes væk fra den jyske by.

Og følelsen af ikke at høre til var en del af dagligdagen.

- Når det blev rigtig vildt, så holdt jeg mig fra det og blev hjemme.

På et tidspunkt handlede det om nogle drengebande-slagsmål i Århus, hvor drengene fra mit kvarter ville tæve en anden bande. Det holdt jeg mig langt væk fra. Og det er nok også derfor, jeg aldrig løb ind i problemer i skolen eller med politiet, siger han.

 

 

 

 

Efterskolen en øjenåbner


Da Mikkel Beha gik ud af folkeskolen i Århus, fik han muligheden for at komme på efterskole.

En oplevelse, han i et interview i B.T. for tre uger siden placerede som et af sine lykkeligste minder.

- Jeg var meget, meget glad, da jeg fik en plads på Rantzausminde Efterskole ved Svendborg. Det var virkelig en øjenåbner. Og jeg var lykkelig over, at jeg ikke skulle tilbage til det samme kvarter igen, siger Mikkel Beha.

- På efterskolen var der en type mennesker, jeg langt bedre kunne sammen med. Og jeg nød det i fulde drag.

Knægtene fra Århus tog Mikkel Beha aldrig kontakt til igen. Flere af dem fortsatte den kriminelle løbebane og udviklede et alvorligt forbrydermønster, som Mikkel Beha er lykkelig for, at han slap væk fra i tide.

I dag husker den 43-årige tv-vært sin barndom som en lykkelig tid. Bl.a. på grund af de mange sejlture med faderen, Troels Kløvedal, som allerede dengang stævnede ud med Nordkaperen.

Og Mikkel Beha er samtidig bevidst om, at kernefamilien, der har boet i Sydhavnen i mere end 20 år, er den stille modvægt til hans egen lykkelige, spændende, men også hektiske barndom.