'Paradise'-værten Rikke Gøransson var i sidste uge rejst til Nepal med en større gruppe, der skulle samle penge ind til velgørenhed ved at bestige det 4985 meter høje bjerg Tsergo Ri.

Da de kom til Nepal, kunne værten imidlertid se bjergbestigningen gå op i røg som konsekvens af coronavirus. Og pludselig kunne Rikke Gøransson og resten af holdet også se deres hjemland blive lukket helt ned på afstand.

Fredag lukkede Mette Frederiksen grænserne, og man har siden opfordret danskere i udlandet til at komme hjem.

Tirsdag indførte regeringen yderligere tiltag, da man lukkede for barer, restauranter, storcentre og fitnesscentre. Samtidig blev forsamlinger på mere end 10 personer forbudt – både indendørs og udendørs og for offentlige og private arrangementer. Rikke Gøransson fulgte udviklingen fra Nepal, og det har været lidt af en mærkelig oplevelse.

»Det var underligt at rejse, og så ændrede alt sig, men jeg er positiv omkring hele situationen. Jeg tager det alvorligt, men jeg tager det også med ro,« fortæller tv-værten til B.T.

Onsdag aften landede hun i Københavns Lufthavn sammen med sin kæreste Tommy, men hun lægger ikke skjul på, at det ikke har været rart at se Danmark lukke ned, mens man selv befandt sig i udlandet.

»Det har været uroligt, og jeg tror, at hvis man ikke bliver en smule bekymret, så er det da næsten bekymrende i sig selv,« siger Rikke Gøransson.

Den populære tv-vært kom dog også hjem til en trist nyhed. Onsdag kom det nemlig frem, at MTV Radio må fyre alle deres værter som konsekvens af coronakrisen. Og det betyder altså også, at Rikke Gøransson, der var vært på kanalen, kom hjem til en fyreseddel.

Hun ønsker ikke at kommentere situationen over for B.T., da hun stadig ikke har talt med sin arbejdsgiver, men på sin Instagram-story onsdag aften italesatte Rikke Gøransson situationen.

»Hej hej, Rikke, du har også lige mistet dit job,« lød det fra tv-værten, der dog ikke er helt arbejdsløs, da hun fortsat er vært på 'Paradise Hotel'.

De næste to uger kommer Rikke Gøransson dog ikke til at foretage sig meget, da hun nemlig har tænkt sig at følge myndighedernes anbefalinger.

»Så nu er der to uger, hvor vi skal blive hjemme og være i venteposition,« siger værten.