Udenfor i den lille søvnige jyske provinsby åndede der idyl. Parcelhusene stod på stribe med deres gule mursten, stisystemer skabte tryghed for de store og de små. Men inde i pigeværelset var hun et helt andet sted. Langt væk.
»Jeg tror altid, jeg har følt mig som et misfit i folkeskolen. Passede ikke rigtig ind. Så jeg læste rigtig mange bøger. De åbnede min horisont i forhold til, hvad man kan, hvad der er muligt, og hvad verden består af. Jeg var drevet af nysgerrighed, eventyrlyst og videbegær. Der må være noget mere derude!« siger Mette Frisk om den grundpille, der stadig er hendes omdrejningspunkt. Og genstand for hendes længsel. Den vender vi tilbage til.
Vi kender hende fra vores fjernsyn. Hvor hun lige nu kaster et kritisk blik på 'Pressens kriminelle håndlangere'. Hvor hun snart igen er på jagt efter 'Forsvundne arvinger'.
Men uanset hvad hun laver, er den populære DR-vært drevet af netop de tre ting: nysgerrighed, eventyrlyst og videbegær. Som altså blev grundlagt i tømrermester-hjemmet i Toftlund for flere årtier siden.

»En rigtig 70'er-barndom. Tryg og kærlig. Ikke et ondt ord om det. Jeg havde bare fået vakt en nysgerrighed,« siger hun om den udlængsel, der blev skabt af ikke mindst Hanne Vibeke-Holsts ungdomsromaner, og som hun allerede som 15-årig realiserede ved at rejse på udveksling til Costa Rica. Efter i fem år at have plaget sine forældre.
»Af sted med mig. Jeg så mig ikke tilbage. Det var det største. Og fra da af havde jeg kløe i rygsækken.«
43-årige Mette Frisk griner. Det gør hun ofte. Hjerteligt og ligefremt. Mindes sit stålsatte yngre jeg. Og de spor har hun allerede plantet i sine egne børn, Aske på 11 og Svante på otte.
»Jeg tænker, at der ikke går mange år, før de tager af sted. Lige om lidt er de bare forsvundet. Jeg ser samme videbegærlighed, nysgerrighed og åbenhed mod verden i dem. Den yngste har lige siddet og tegnet et helt verdenskort,« smiler hun med påtagede himmelvendte øjne. For lige så ondt tanken om, at de flyver fra reden, gør i hende som mor, ligeså stolt gør den og børnene hende.
Jeg skammer mig lidt over detMette Frisk om at have været ansat på DR siden 2003
Selv kunne Mette Frisk ikke få luft nok under vingerne gennem hele sin ungdom. Ofte drog hun af sted på egen hånd til fjerne afkroge af verden. Fuld af tillid til den.
Og det var da også på en af sine mange rejser, at journalisten i hende blev født ved mødet med efterdønningerne af Pol Pot-regimet i Cambodja. Den grusomhed var for stor at rumme for hendes unge krop.
»Gid jeg havde evnerne og egenskaberne til at formidle det,« husker Mette Frisk, at hun tænkte. Hun søgte ind på journalistuddannelsen. Landede i 2003 på DR. Og der har hun været siden. I 17 år.
»Jeg skammer mig lidt over det. For i forhold til hele den eventyrlyst, jeg har, går jeg hele tiden og flirter med tanken om at blive freelance. For det må da være mere eksotisk,« siger hun med en klukkende latter.

Det bliver ved tanken. For DR har også givet hende muligheder, der har holdt liv i den indre drivkraft: Afslørende dokumentarer. 'Madmagasinet'. Nyheder på både 'TV Avisen' og 'Magasinet Søndag'. Selv 'Aftenshowet' har hun været omkring. Og nu gransker hun altså pressens ukritiske brug af en fotograf med en kriminel fortid.
»Den røde tråd for mig er undersøgende journalistik. Den gammeldags type journalistik, hvor man leger detektiv, graver noget nyt frem,« siger hun med glød i øjnene.
Men DR har ikke kun fodret den indre detektiv. Det var nemlig også dér, Mette Frisk mødte manden i sit liv, redaktør Søren Klovborg, som hun har været sammen med siden 2009, og som hun sidste sommer blev gift med.

Sammen har de Aske og Svante, ligesom Mette Frisk blev bonusmor for hans to nu voksne døtre fra et tidligere forhold.
Med to så travle journalistkarrierer – der er alt andet end 9 til 17 – indrømmer hun, at det i perioder kan være lidt af en udfordring at få kalenderen til at hænge sammen.
»Nærmest lidt tetris-agtigt,« smiler hun.
»For mit arbejdes vedkommende er der rigtig mange mennesker, der skal tages i ed, så jeg har ikke særlig meget kontrol over min kalender. Og det betyder, at den ofte også kommer til at definere Sørens.«
Den frihed får jeg aldrig tilbage. For nu har jeg for meget at misteMette Frisk om at have fået børn
»Han er så til gengæld redaktør på 'Horisont', så jo mere verden står i brand, jo mere travlt har han. I øjeblikket er det mest hans arbejde, der vinder,« forklarer Mette Frisk, som i øjeblikket mest står for tjansen med to børn i hjemmeskolen.
Men i takt med, at sønnerne bliver ældre, letter presset også. Og dermed er vi tilbage ved den udlængsel og eventyrlyst, som blev født hjemme i pigeværelset i Toftlund. Og som stadig giver kløe i den indre rygsæk.
»At rejse ser jeg stadig som den ultimative frihed. Det er en evigt iboende længsel. Den frihed får jeg aldrig tilbage. For nu har jeg for meget at miste. Børn og bonusbørn. Alt muligt, jeg ikke kan give slip på.«
»Den frihed findes kun dér, hvor man er ung, kun har sig selv, føler sig udødelig og ikke skal andet end at inhalere livet.«

Mette Frisk tager en dyb indånding. Inhalerer det stækkede liv anno 2021.
»Selv har jeg jo været velsignet med et job, hvor jeg har været meget ude i verden, men kan mærke, at jeg nu har fået kappet vingerne. Av av av,« siger hun og har fuldstændig styr på, at hun ikke har været uden for landets grænser siden oktober 2019. Hverken arbejdsmæssigt eller privat.
»For vi havde besluttet os for, at vi skulle til at gøre op med at rejse alle mulige steder hen. Det gav klimaskam og kunne ikke rigtig retfærdiggøres længere. Men så skete corona.«
Igen griner hun ad sig selv. For dybere stak den klimaskam altså ikke, da det kom til stykket. Udlængslen er intakt.
I takt med at de er blevet ældre, har vi kunnet meget mere med demMette Frisk om at tage sønnerne med på eventyr
»Over årene har vi prøvet at lægge så mange oplevelser ind som muligt for netop at få afløb for den eventyrlyst, og det har så haft den effekt, at børnene nu er ved at gå bananas over ikke at komme ud at rejse,« ler hun.
»I takt med at de er blevet ældre, har vi kunnet meget mere med dem. Nu kan vi vandre i junglen, bestige vulkaner.«
»Og det er også derfor, at hver gang vi er blevet spurgt, om vi ikke skulle have en treer – eller Sørens femmer – har svaret bare været NEJ!!!«
Hun griner. For Mette Frisk drømmer sig stadig væk. Langt væk.
'Pressens kriminelle håndlanger' kan ses på dr.dk.