Tv-værten Karin Cruz oplevede en stor sorg tidligere på året, da hendes mor gik bort. Moren havde kræft og døde i februar måned.

Cruz flyttede for en stund fra ægtemanden og sin datter Rosa for at være hos sin mor i hendes sidste tid, og her gav tv-værten et løfte.

»Jeg aftalte med min mor, inden hun gik bort, at hun ville komme til at ”høre” Rosa hver dag, fordi hendes gravsten skulle være placeret på Assistens kirkegård bag Rosas skole. Og det er sådan en smuk tanke,« siger Cruz til bladet 'Alt for damerne.'

Cruz boede i en kuffert i den periode, men alligevel siger hun, at det fungerede.

Hun kalder beslutningen om at tage orlov for den bedste beslutning i hendes liv.

Kirkegården, som Cruz taler om, er at finde i den Fynske hovedstad Odense, hvor hun også bor. Og tv-værten er også for fremtiden kun interesseret i at blive i den by, hvor hun er vokset op, og hvor hendes mors gravplads nu er.

Hun fortæller, at hun har lyst til at udforske sine peruvianske rødder, men at hun regner med, at Odense altid vil være der, hvor hun vender tilbage til.

Cruz har også lavet plads på sin mors gravsten, så der en dag vil være plads til hende ved siden af kvinden, som hun kalder sin 'ledestjerne'. Da moren gik bort tilbage i februar måned, skrev Karin Cruz en hjertelig hyldest til sin mor i et opslag på Facebook.

»Du var et stort forbillede for mange mennesker. For os i familien, for venner og for nye bekendtskaber, der søgte dine gode råd. Du åbnede din dør for alle. Og hjalp mennesker med at finde ro, harmoni og kærlighed.«

Hun hylder sin mor for at have stor vilje og fortæller blandt andet, at de trods sygdom var på en sidste tur til Dubai og nåede at få fejret tre runde fødselsdage; datteren Rosas 10 års, hendes egen 40 års og morens 70 års.

Karin Cruz er kendt som nyhedsvært på TV2 Nyhederne.

Nyhedsværten er 40 år gammel og bor i Odense med sin mand, Lars Cruz Forsstrøm. Sammen har de datteren Rosa, som er ti år gammel.