»Hey skat. Jeg kommer kun lige hjem i morgen og vender, så …« Sådan lød den sms, som hun forleden sendte til sin mand, der havde set frem til, at de skulle nyde dagen sammen. Men det skulle de ikke.

»Der har altid været et stort overskud til at sige 'Selvfølgelig',« siger den populære TV 2-vært Janni Pedersen om sit rummelige ægteskab og tilføjer så:

»Men at være gift i 25 år er vel egentlig meget usædvanligt. Ikke mindst for journalister.«

Det var på Journalisthøjskolen i Aarhus, at hun for 25 år siden fik benene slået væk under sig.

Underviseren var blevet syg, og Kim Faber – som selv var studerende på 7. semester – hoppede ind som vikar. Og direkte ind i hendes hjerte, selv om det allerede var givet væk.

»Det var en svær beslutning. Han var en voksen mand på 40 år, og jeg var 27,« har hun tidligere fortalt om deres første møde, der førte til, at hun sagde farvel til sin kæreste i Viborg og sit gamle liv og goddag til ikke bare en væsentlig ældre mand, men også en far.

»Kim havde jo Jon, som var ni år, så jeg fik også rimelig hurtigt testet hans evner som far. Og jeg tror instinktivt, at det lagrede sig, at det havde han sgu ret godt styr på,« fortæller Janni Pedersen veltilfreds om kimet til sin tro på, at han var den rette. Også som far.

Men hun lægger ikke skjul på, at det for hende også har været et bevidst valg, at de sammen har nået sølvbryllupsalderen.

For – som hun erkender – hun kender stort set ikke andre end dem selv, der har været sammen i så mange år.

»Nu skal jeg ikke lyde som en kognitiv parterapeut, der har sandheden. Men jeg har bare bestemt mig for, at skilsmisse ikke skulle være et alternativ.,« siger hun og uddyber:

»Hvis der bare er den mindste snert af kærlighed tilbage, har man en forbandet pligt til at arbejde på sit forhold. Vi kommer da stadig op at skændes, og jeg kan stå og kigge på ham og tænke 'Skal jeg se på ham resten af livet?'.«

»Ja, det skal jeg. For det har jeg bestemt mig for. Det er min pligt at søge de situationer, hvor han er fantastisk, i stedet for dem, hvor han er irriterende,« siger Janni Pedersen, som, for at sætte ekstra trumf på, tilføjer:

»Vi har det fandeme også sjovt sammen. Vi er ret komplementære. Vi kan bygge sammen, er meget handyagtige. Vi er et projektpar, der bygger drivhus og tilbygninger i vores kolonihavehus.«

»Vi ville aldrig falde i Ikea-fælden,« griner hun så med reference til det for mange par velkendte skænderi, der kan opstå, når de skal samle et Ikea-møbel sammen.

De seneste år har hun og Kim Faber tilmed kunnet føje endnu et lag til det, de er gode til at gøre sammen: at skrive krimier.

5. maj kommer deres anden. 'Satans sommer' hedder den. Og Janni Pedersen lægger ikke skjul på, at hendes arbejde som krimireporter i den grad bruges som inspiration.

Janni Pedersen, som de fleste kender hende: På job for TV 2 foran byretten i København.
Janni Pedersen, som de fleste kender hende: På job for TV 2 foran byretten i København. Foto: Jeppe Bøje Nielsen
Vis mere

»Er du da tosset, ja. Jeg har da planket fra mange af de sager, jeg har dækket,« griner hun og tilføjer så: »Men så stikker det jo også af for os. Vi dribler ovenpå og fantaserer.«

Ligesom når de bygger et drivhus, er opgaverne klart fordelt. Fundamentet fælles. Derefter kommer spidskompetencerne til.

»Plottet har vi udviklet sammen til mindste detalje. Men som tv-journalist er jeg jo ikke den store skribent, så det er Kim, der står for at lime det sammen og gøre det lækkert,« forklarer Janni Pedersen, som også har lært ikke at blive tøsefornærmet i processen.

»Kim og jeg er heldigvis ikke typer, som har en diskussion og så går og ruger i tre uger. Det er ud af verden, og så videre i teksten.«

Ikke alene har de været sammen i 25 år. Janni Pedersen og hendes mand, Kim Faber, skriver også krimier sammen.
Ikke alene har de været sammen i 25 år. Janni Pedersen og hendes mand, Kim Faber, skriver også krimier sammen. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Med toeren er vi da klart også blevet bedre til at adskille privatlivet og skriverlivet. Nu går vi på arbejde og kan nemt springe over til at være kærester bagefter.«

»Det synes jeg sgu egentlig, at vi er ret gode til,« forklarer Janni Pedersen om dobbeltlivet, der kommer oven i et i forvejen hæsblæsende travlt arbejdsliv på TV 2.

»Jeg er snart 52, er hende, der på arbejdet er mest plat, og jeg er den, der går senest hjem fra festerne. Så alderen gør mig ikke så meget, bortset fra at jeg synes, det er lidt besværligt, at det hele synker sydpå,« siger hun med et grin, når hun skal gøre status over det sted, hvor hun er i livet.

»Det kan godt være, at jeg med alderen er blevet bange for at dø og for, at vi skal blive gamle. Men jeg synes, at det er fedt, at jeg er blevet bedstemor. Jeg elsker hende, og jeg elsker at være bedstemor.«