Se godt efter, hvad du kommer i munden, for ellers kan du ende i samme situation som tv-vært Christian Bækgaard.

TV 2-værten fortalte torsdag i en story på sin Instagram, at han var blevet stukket i munden af en hveps.

Situationen fandt sted, da han var på café med en kammerat.

Det er vigtigt at drikke rigeligt med væske i sommervarmen, og derfor havde TV 2-vært Christian Bækgaard sat sig på en café for at drikke en iskold cola.

Men da Christian Bækgaard tog en tår af colaen fik han sig noget af en overraskelse.

»Jeg tog en tår af colaen, og kan mærke, at der er noget underligt inde i min mund. Da jeg spytter ud opdager jeg, at en hveps var kommet med ind i munden,« fortæller Christian Bækgaard til B.T.

Hvepsen nåede at stikke tv-værten tre-fire gange, inden den kom ud af munden.

»Det gjorde sindssygt ondt. Jeg har nok spist fire Sun Lolly’er og halvandet kilo isterninger,« fortæller han til B.T.

Men det stopper ikke der, for Christian Bækgaard skulle også have klippet sit hår, og var derfor nødsaget til at lade sig klippe med en pose isterninger i skødet og munden fuld af isterninger.

»Frisøren grinte og sagde, at han aldrig havde set noget lignende,« fortæller han til B.T.

Men det er ikke kun frisøren, der har fået sig et godt grin. Rigtig mange brugere på Instagram har også sendt søde beskeder til den lidende tv-vært.

»Jeg har egentligt en lille og rolig Instagram, men det eksploderede, da jeg lagde billedet ud,« fortæller Christian Bækgaard til B.T., og fortsætter:

»Kærligheden fra følgerne er godt til at pleje sig selv med omsorg.«

Christian Bækgaard har også en klar opfordring: »Det kan være farligt, så man skal huske at kigge i sin sodavand.«

Christian Bækgaard har siden 2019 været tv-vært på TV 2 NEWS, og deltog i 2017 i programmet ‘Vild med dans’, hvor han som den første måtte vinke farvel til dansegulvet.