Den amerikanske tv-vært Matt Lauer har dummet sig gevaldigt over for sin kone - snart ekskone. Og det vil koste ham flere millioner dollar.

Matt Lauer, tidligere vært på det amerikanske talkshow 'Today', skal skilles fra sin kone gennem 20 år, Annette Roque, på grund af utroskab.

Han skammer sig efter sigende så meget over sit utroskab, at han vil gøre alt, hvad hun beder ham om. Han har derfor indvilliget i at skulle betale sin kommende ekskone op til 20 millioner dollars - svarende til 132 millioner kroner.

I november blev Matt Lauer fyret fra sit job for at have haft flere affærer med kvinder på sin arbejdsplads.

Parret er stadig på talefod og tilbringer i øjeblikket tid sammen i deres kæmpe feriehus i Hamptons i USA, hvor de forbereder skilsmissen.

»Det går okay nu. Matt og Annette er på vej videre, og de bruger i øjeblikket tid sammen med deres børn. De håber, at skilsmissen snart kan gå igennem,« siger en kilde til mediet Page Six.

Også tilbage i 2006 var parret tæt på at blive skilt. Matt Lauer overtalte dog dengang Annette Roque til at blive sammen med ham.

Allerede på daværende tidspunkt havde hun fundet ud af sin mands utroskab og har tidligere beskrevet, hvordan utroskaben var skyld i 'psykisk ustabilitet, ekstrem mental og følelsesmæssig lidelse, ydmygelse, smerte og angst'.

En kilde har også fortalt, at Matt Lauer også i 2006 var villig til at give sin kone flere millioner for, at hun blev hos ham, så han kunne opretholde sit ordentlige image. Ud over det blev hun lovet, at hun ville få halvdelen af alle deres hjem, hvis de gik hver til sit.

Den tidligere tv-vært har blandt andet en bolig til salg på markedet for 12,75 millioner dollars svarende til 86 millioner kroner.

»Matt bøjer sig for at give Annette alt, hvad hun vil have, fordi han føler så meget skyldfølelse over sit utroskab,« siger en kilde til Page Six.

Det kommende ekspar har aftalt at dele forældremyndigheden over deres tre børn, Jack på 17 år, Romy på 14 år og Thijs på 11 år.