For få år siden havde Emil Olsen ikke troet, han kunne tage en uddannelse eller varetage et job.

I en periode var han så hæmmet af angst, at han ikke kunne køre med offentlig transport eller være i et lukket rum, og som teenager blev han så afhængig af alkohol, at han måtte søge behandling, fortæller han i 'Til middag hos'.

I dag er Emil Olsen en succesrig influencer og har i tre sæsoner været vært på realityshowet 'Paradise'.

»Angsten lever jeg med i dag, og jeg lever rigtig dejligt. Jeg har et arbejde og jeg har taget mig en uddannelse. Og det er faktisk mere, end jeg nogensinde havde regnet med, jeg kunne gøre.«

Til Politiken har Emil Olsen tidligere fortalt, at angsten opstod, da han som 17-årig sad i en bil på motorvejen i den langsomme juletrafik og pludselig følte sig indespærret og på grænsen til panik.

Siden udviklede han agorafobi, som er angsten for at være i situationer, man ikke kan flygte fra. Som en bil i en motorvejskø. Eller en bus.

Derfor tog Emil Olsen et forløb på Fobiskolen i København, hvor han via såkaldt eksponeringsterapi blev tvunget til at udsætte sig selv for frygtede situationer. I influencerens tilfælde blev han sat på en Metro fra Nørreport og skulle herefter hoppe på et S-tog, inden han tog en bus tilbage.

I dag er han på angstdæmpende medicin, men har sygdommen under kontrol.

Det havde han til gengæld ikke, da han i sine sene teenageår begyndte at selvmedicinere sig med alkohol.

»Hver gang jeg drak, gik det galt. Jeg blev altid pisseuvenner med de mennesker, der holdt af mig. Men jeg fandt ro i alkoholen og brugte den til at dulme angsten og slappe lidt mere af,« siger Emil Olsen, der måtte sygemelde sig i perioden, fordi hans skrøbelige psyke ikke var foreneligt med et arbejde.

Da hans mor en dag tog ham i at være slået helt ud efter en druktur, beordrede hun ham til at opsøge lægen, som henviste ham til alkoholafvænning – hvilket han var helt indstillet på at tage imod.

I dag har den tidligere 'Paradise'-vært været ædru i fire år.