Selv om studievært og træningsinstruktør Camilla Ottesen ikke er tilhænger af stramme sundhedsregler, så har hun aldrig haft slik i skabene.

Nu overvejer hun, om det i virkeligheden har gjort hendes børn mere interesserede i de søde sager.

Hvad er sundhed for dig?

»Det er, at man er god ved sin krop, men det handler ikke kun om at løbe en tur eller lave motion. Man er god ved sin krop både ved at træne og spise sundt, men det handler også om, at man er mentalt glad og ovenpå.«

Hvordan holder du dig i form?

»Jeg vil faktisk sige, at jeg aldrig har trænet så meget, som jeg gør nu, og jeg har derfor heller aldrig før været så stærk. Jeg underviser nemlig i forskellige træningsformer, så det bliver til 6-10 timers træning om ugen.«

Tv-vært Camilla Ottesen.
Tv-vært Camilla Ottesen. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

»En af dem er barre, som er funktionalitetstræning, der er inspireret af ballet. Man bruger ikke tunge vægte, men sin egen vægt. Jeg synes, det er en af de mest fantastiske former for træning for kvinder i min alder, fordi det ikke overbelaster knæene – og så får man lange, flotte muskler af det.«

Hvad er dine udfordringer i forhold til sundhed?

»Jeg er vokset op i en familie, hvor der også altid har været fokus på sundhed. Min mor var gymnastiklærer, så det var en naturlig del af min opvækst at se min mor dyrke motion, og det har jeg taget med mig.«

»Derfor tror jeg mere, at min udfordring er i forhold til mine egne børn, som jeg gerne vil give et naturligt forhold til sundhed. Nogle gange har jeg nok været for streng i forhold til slik og sådan. Det er ikke noget, som vi rigtig har haft herhjemme.«

»Set i bakspejlet kan det godt være, at jeg skulle have gjort det anderledes, fordi det ofte er sådan, at hvis der er noget, som man ikke kan få, så gør det det mere interessant. Men det løb er kørt nu, hvor mine børn er 12 og 15 år.«



Hvad har du altid i dit køkken?

»Noget, som vi det seneste års tid altid har haft ingredienser til, er cookies. Så smør, mandler, hakket chokolade og mel er en fast del af vores køkken. Børnene synes nemlig, at det er supersjovt at bage cookies, så dem bliver der bagt en del af.«

»Derudover har vi altid mælk, ost og havremælk i køleskabet. Så kan man altid tage en rugbrødsmad med ost eller morgenmad med mælk.«

Dit bedste råd til en sund hverdag?
»Jeg tror, at man skal prøve at være så afslappet omkring sundhed, som man kan. I virkeligheden skal man nok ikke have for mange regler. Hvis man begynder at lave regler om, at man skal dyrke motion et bestemt antal gange om ugen, eller man sidder og holder øje med sit kalorieindtag hele tiden, så tænker jeg faktisk, at det er mere usundt. De ting, man gør, skal skabe glæde.«