Det var en nytårsbombe af de helt store, der sprang, lige før 2020 blev 2021. 'Tak til alle, fordi I så og lyttede med. Og tak til DR, som altid vil være noget særligt for mig,' skrev Mads Steffensen og vinkede farvel til den rolle, som han havde fyldt ud i otte år. Som vært for 'Kender du typen?'.

»Nåh, det bliver spændende, hvem der bliver vært for det,« husker Anna Lin, at hendes første og eneste tanke var, da hun læste nyheden.

Endnu uvidende om, at DR blot fem uger senere kunne melde ud, at det var hende, der blev det. Børneværten fra DR Ultra.

Spoler hun tiden tilbage, mindes hun, at det var »grineren« at blive inviteret til casting. For hun havde på ingen måde set det komme. Men tog alligevel udfordringen i stiv arm.

»Du kan ikke gøre andet end at være dig selv, for de ved heller ikke, hvad de leder efter. Men ved det, når de ser det,« siger Anna Lin om de fif, hun havde i baghånden fra sin tid på DRs Talentholdet.

»Så jeg vidste, at jeg ikke skulle ind og gøre det samme som Mads – hvilket jeg heller aldrig kan komme til – så jeg tog egentlig bare ind til casting og var umiddelbar.«

»Jeg skal ikke ind og lave det samme som Mads Steffensen,« siger Anna Lin, som er helt sin egen som vært i 'Kender du typen'.
»Jeg skal ikke ind og lave det samme som Mads Steffensen,« siger Anna Lin, som er helt sin egen som vært i 'Kender du typen'. Foto: DR
Vis mere

»Som vært handler det om at være mega skarp og gøre andre folk og stemninger gode, være til stede og gribe de ting, som Anne og Flemming siger, og ikke bare være et ego-tog, der buldrer igennem og snakker om sig selv,« forklarer den 25-årige vært, som gik fra castingen med en god følelse i maven.

»Bagefter tænkte jeg, at det var da meget hyggeligt. Så havde jeg fået den erfaring med. Men da de sagde, at jeg havde fået jobbet, kunne jeg bare mærke, at jeg blev mega glad.«

»For jeg havde ikke regnet med det. Jeg havde bare tænkt, 'det er sgu et sats at tage mig'. Men jeg synes, at det var et rigtig godt sats,« smiler Anna Lin, der som det første ringede til sine forældre og fortalte nyheden.

»Jeg tror heller ikke, at de havde set det komme. Men de er virkelig stolte af mig. Også fordi det er en anden Anna, som de kender. Så for dem er det sjovt at se deres barn med krudt i røven udfolde sig i et job, som jeg både er dygtig til, men også trives vildt godt i.«

Det er et år siden, at hun fik jobbet. Ni måneder siden, at det første program med Anna Lin som vært rullede over skærmen. Nu ruller en ny sæson. Og hun er stadig vild med det.

Mindre vild har hun dog været med, at værtsskiftet ikke hos alle er faldet i god jord.

»Da det blev offentliggjort, at jeg skulle være vært, kunne jeg mærke, at der blev sået tvivl om, hvorvidt en børnevært kan lave voksenfjernsyn. Som om, at børnefjernsyn ikke er godt og ordentligt.«

»Jeg har lavet nyheder for børn, forklaret dem om krig, Brexit, finanslov og klimaforandringer. Jeg har lavet identitetsfjernsyn og seksualundervisning for unge. Så jeg synes, at det er ærgerligt, at nogen tænker sådan,« siger Anna Lin, som stadig har et ben i begge lejre og har, hvad hun kalder 'en storesøsterrolle' i nogle børns øjne.

»Jeg er meget bevidst om, at jeg sikkert kommer til at vokse fra den helt naturligt, men mens jeg stadig har muligheden for at være forbillede for børn og unge, giver det mening for mig også at bruge den stemme,« forklarer hun.

Men at hun nu også er blevet 'stemme' for familien Danmark, nyder hun.

»Jeg er stolt af, at jeg ikke har fået en eneste grim besked i min indbakke. Der er ikke nogen, der er så kede af, at jeg er blevet vært for 'Kender du typen?', at de har taget sig tiden til at sende besked til mig.«

»I løbet af sådan en weekend her er jeg blevet stoppet af et barn på gaden, der gerne ville have taget et billede med mig, og af en pige på klubben, der bare lige ville sige, at 'Kender du typen?' er hendes 'guilty pleasure'-program. Og det synes jeg altså er fedt,« smiler Anna Lin.