Den populære tv-vært Lene Beier er kendt for sin smilende og glade personlighed, når hun toner frem på danskernes fjernsynsskærme, men bag det positive ydre ligger der en dyster familietragedie, som i den grad har sat sine mørke spor.

Mørke spor, som har medført en voldsom beskyttertrang, tvangstanker, frygt og indre uro. Det fortæller hun i et stort interview med Berlingske.

I interviewet afslører 43-årige Lene Beier, at hun i sine spæde teenageår blev tvunget til at opleve døden på helt tæt hold.

Først mistede hun tre bedsteforældre, så blev hendes onkel kørt ihjel og derudover druknede hendes lille, tre-årige fætter i Struer Havn.

Lene Beier havde været sammen med fætteren hele dagen, før han druknede om eftermiddagen. Hun fik beskeden, da hun var på vej til Grøn Koncert med sine veninder.

»Det var sort uheld, ingen kunne gøre for det, lynet slog bare ned, og det gik galt. Det er stadig så vanvittigt, at jeg ikke kan tage op på hans gravplads i dag uden at blive ked af det.«

'Landmand søger kærlighed'-værten fortæller endvidere, at tragedien og de mange dødsfald på stribe har medført, at hun den dag i dag går rundt med en grundlæggende uro indeni og en frygt for at miste.

»Hvis telefonen ringer på et mærkeligt tidspunkt, så når jeg at tænke, at nogen er død. Kører jeg på arbejde, og der kører en ambulance i den anden retning, så er jeg nødt til at ringe til min mand. Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke kan stoppe mig selv,« siger hun til Berlingske og fortsætter:

»Det er en sikkerhedsadfærd. Jeg skal lige være sikker på, at den ambulance ikke kørte ud til os. Har min mor ungerne med på stranden, og der går usædvanligt lang tid, så skal jeg lige tjekke, om alt er OK. Måske kunne en af dem være druknet.«

Lene Beier har to sønner sammen med sin mand, Anders Beier.