Det er ikke nødvendigvis lutter lagkage at være et kendt ansigt.

Det kan de populære TV 2-tvillinger Anders og Torben Petersen, der siden 2015 har ladet danskerne komme helt tæt på, i den grad skrive under på.

Til TV 2 fortæller brødreparret nemlig, at de det seneste års tid har oplevet problemer med ubudne gæster, der kigger forbi deres fælles hjem i Holstebro. Besøg, der altså indebærer både hærværk og tyveri.

»Når vi sætter lamper ud i haven for at gøre det hyggeligt, går der højest et døgn eller to, så overlever de ikke længere. Enten bliver de stjålet eller ødelagt,« fortæller Torben Petersen til mediet og tilføjer med et grin:

Anders & Torben i første afsnit af deres nye serie.
Anders & Torben i første afsnit af deres nye serie.
Vis mere

»Der må jo være nogen, der er misundelige på os, fordi vi er lidt kendte.«

Udover stjålne lamper fortæller tv-tvillingerne, at de gentagne gange har oplevet, at deres postkasse er blevet udsat for hærværk. Noget, der altså resulterer i en udgift på op til 1000 kroner, når de skal erhverve sig en ny.

Netop nu er Anders og Torben igen at finde i sendefladen for ottende gang – og denne gang er det mad, der er det helt store tema.

Serien, der består af to afsnit fokuserer nemlig på den thailandske restaurant, som tvillingerne sidste år spyttede 15.000 kroner i at starte.

Det er dog som bekendt ikke dem selv, men Anders' thailandske kæreste, Don, der skal styre restauranten, hvor hun også selv har »suppleret op med det, der svarer til 5.000 kroner«, har Anders Pedersen tidligere fortalt.

Foruden restauranteventyret kan seerne også glæde sig til at komme med, når både Anders og Torbens corona-forsinkede 50-års fødselsdag fejres – og så har Don faktisk også fødselsdag, hvilket selvfølgelig også skal markeres.