Folkene bag en af de populære nordamerikanske streaming tv-serier har besøgt i København. Et afsnit af kultserien ’Trailer Park Boys’ blev for nylig optaget, bl.a. i Christiania - samt i selskab med boksebamsen Brian Nielsen, der sendte en af de canadiske antihelte på lazarettet.

Indholdet i serien er det nærmeste, man kommer begrebet politisk korrektheds diametrale modsætning.

'Trailer Park Boys' foregår i den canadiske trailerpark Sunnyvale i Nova Scotia og følger vennerne Ricky, Julian og Bubbles i deres forsøg på at skaffe penge til at ryge hash, drikke sprut og dovne.

Bokse-Brian afslører: Her er min største frygt

Seriens producer, Gary Howsam og Director of Photography, Adamm Liley var i København i august måned, hvor de mødtes med Ebbe Weile, som ud over at være musiker og rejseplanlægger er lokal koordinator for filmproduktioner i Skandinavien og Tyskland for serier og dokumentarfilm til bl.a. HBO og Netflix.

Her arbejdede de tre med at finde locations og forslag til manuskript, og efterfølgende ankom hele filmholdet til optagelser i den sidste uge i september.

Efter hele ti sæsoner med de tre vanvittige trailer park drenge rejser de til Europa i den nye sæson under titlen ’Out of the Park’.

Da de ikke helt overraskende ikke har nogen penge, er de afhængige af lommepenge fra deres sadistiske manager, som kun giver dem lommepenge, hvis de udfører de syge opgaver, som han stiller dem.

»Og det er f.eks. at løbe Berlin Marathon. I København var opgaverne bl.a. at bokse mod Brian Nielsen, at besøge en sexshop og gå igennem Istedgade med en påmonteret strap-on dildo. En af dem forsøgte at tiltvinge sig sex med en klassisk rytterstatue og diverse andet idoti,« siger den danske filmkoordinator.

»De ønskede en konfrontation og en markant personlighed - og på en eller anden måde faldt valget på Brian Nielsen, som i forvejen er kendt af amerkanske tv-seere som IBO sværvægtsbokser. Brian var helt med på spøgen. Der blev arrangeret en boksekamp, som desværre blev en smule for realistik, da Mike Smith (Bubbles i serien) fik forstuvet et par ribben. Han tog det nu meget pænt - det er vel en del af risikoen, når man er med i ’Trailer Park Boys’,« siger Ebbe Weile til BT.

En stor del af episoden blev indspillet på Christiania, hvor Trailer Park Boys blev modtaget som rockstjerner. Der blev uddelt gratis smagsprøver fra Pusher Street, og folk stod i kø for at blive fotograferet og få autografer.

I øvrigt optrådte de tre komikere ved et udsolgt show i Bremen.

Den nye sæson bliver vist på Netflix i 2016.