'Jeg var fuld. Ja. En alkoholiker.'

Den amerikanske skuespiller Dave Coulier, der herhjemme nok er mest kendt for sin rolle som 'Joey' i tv-serien 'Hænderne fulde', har delt et blodigt billede af sig selv – og den ærlige sandhed om, hvad der lå bag.

Det har han gjort i et opslag på sin Instagram-profil, hvor han skriver, at han har været ædru siden 1. januar 2020.

'Når jeg drak, var jeg festens midtpunkt. Jeg kunne få alle til at grine, til de faldt om,' skriver han.

Arkivfoto af de tre mandlige hovedroller i tv-serien 'Hænderne Fulde': Bob Saget, Dave Coulier og John Stamos. Bob Saget afgik ved døden tidligere på året.
Arkivfoto af de tre mandlige hovedroller i tv-serien 'Hænderne Fulde': Bob Saget, Dave Coulier og John Stamos. Bob Saget afgik ved døden tidligere på året. Foto: TOMMASO BODDI
Vis mere

'På dette billede var jeg den, der faldt. Ikke fordi jeg spillede hockey eller gjorde noget af det, jeg elsker – som at hugge brænde eller udføre konstruktionsarbejde, spille golf, fiske eller flyve,' forklarer han og konstaterer nøgternt:

'Jeg var stangstiv og faldt, da jeg gik op ad nogle trapper af sten.'

I opslaget skriver den 62-årige skuespiller – der spillede med i 'Hænderne fulde' fra 1987 til 1995 og igen dukkede op i opfølgningen fra 2015 til 2020 – at ingen elskede 'øl med drengene' mere, end han gjorde, efter de havde spillet hockey eller golf.

'Jeg var altid den 'sidste sidste' fyr i lokalet. De otte timers druk, latter og morsomme dumheder blev fulgt af to dage, hvor man følte sig som en skål af hundesnask,' skriver han og tilføjer:

'Jeg elskede sprut, men det elskede ikke mig.'

For sit eget helbreds skyld, for sin familie og for alle dem, der var omkring ham og elskede ham, valgte han derfor at gøre noget. At ændre det.

'De mentale og fysiske abstinenser var store udfordringer for mig, men jeg blev støttet af Melissa (hans hustru, red.) og venner, der allerede havde været gennem samme rejse,' fortæller han.

Efter han er kommet ud på den anden side, har han kunnet mærke store ændringer. Både psykologisk og fysisk.

'Himlen er mere blå, mit hjerte er ikke længere lukket, og jeg nyder at få folk til at grine, til de falder ned, endnu mere end før,' siger han og retter en særlig tak til sin hustru:

'Tak, Melissa, for at være ved min side. Jeg elsker dig.'

Dave Coulier har en søn fra et tidligere ægteskab. Han har været sammen med Melissa Coulier siden 2005.