Inkarnerede fans af tv-serien 'The 100' gejlede i en lang periode hinanden op med vilde konspirationsteorier om to af seriens skuespillere. Nu har de vist sig at være sande – til stort chok for fansene.

I hvert fald hvis man skal tro Twitter, hvor flere har udtrykt stor vantro og forundring over den overraskende nyhed fra Bob Morley og Eliza Taylor.

De to skuespillere er nemlig med al sandsynlighed blevet gift.

I tv-serien, der i Danmark er blevet sendt på Kanal 5, spiller parret karaktererne Clarke Griffin og Bellamy Blake, der godt nok ikke er hverken kærester eller elskere, men som to tætte venner af hver sit køn, bliver der gennem de fem foreløbige sæsoner skabt en stemning af, at det måske godt kunne ske, skriver New York Post.

Bob Morley, Eliza Taylor og medspiller Isaiah Washington fotograferet i 2014 under Television Critics Association i California.
Bob Morley, Eliza Taylor og medspiller Isaiah Washington fotograferet i 2014 under Television Critics Association i California. Foto: LUCY NICHOLSON
Vis mere

Derfor har fans naturligvis – som det så tit sker i popkulturen – diskuteret håb og rygter om, at de to skuespillere ville blive kærester i virkeligheden, som man f.eks. har set i tv-serierne 'Glee' og 'Game of Thrones' samt 'Twilight'-sagaen.

Men Bob Morley og Eliza Taylor har aldrig selv sagt noget om, at de skulle være kærester.

Faktisk var begge i andre forhold så sent som i efteråret.

Indtil 29-årige Eliza Taylor pludselig tweetede:

'Jeg er for nylig blevet gift med min bedste ven og soulmate Bob Morley. Vi er meget glade og beder om, at I holder jeres kommentarer sobre og respekterer vores privatliv.'

Samtidig skrev 34-årige Bob Morley:

'Det er med ubeskrivelig glæde, at jeg kan kalde Eliza Taylor min kone. Det er noget, vi begge værdsætter dybt, og vi er meget lykkelige. Husk at være respektfulde og søde ved hinanden.'

At offentliggørelsen er kommet så ganske ud af det blå, fik flere fans til at tro, at de australske skuespilleres profiler var blevet hacket, eller at parret jokede, skriver New York Post.

'Jeg vil så gerne tro på, at det her er sandt, men jeg føler ikke, jeg kan,' skriver en Twitter-bruger f.eks.

Parret har ikke officielt bekræftet deres ægteskab andet sted end på deres respektive Twitter-profiler, men flere af deres medspillere i serien har siden offentligt ønsket dem tillykke.

Sjette sæson af den apokalyptiske serie 'The 100' sendes i øjeblikket på amerikansk tv.

I Danmark blev de første sæsoner vist på Kanal 5, men serien kan nu ses på Netflix.