Til tider gør han det stadig. Altid efter solnedgang. Så gnider han fingeren under næsen, tjekker, at blodet ikke fosser ud. Og ånder lettet op.
»Det var en megahård lærestreg. Der var jeg tæt på at stille træskoene. Det sidder dybt i mig,« siger tv-kokken Claus Holm med sjælden alvor i stemmen om dén dag for fire år siden, hvor han var tæt på at dø. Hvorfor, ved han desværre kun alt for godt.
»Jeg ved godt, at det lyder åndssvagt, men jeg tjente alt for mange penge, arbejdede alt for meget og kunne gå på vandet,« forklarer kendiskokken.
At være sådan én, der kunne gå på vandet, var ikke noget, der lå i Claus Holms kort, da han voksede op i Midtjylland.
10 år gammel fik han sit første knæk, da hans far døde. Det blev startskuddet på mange års rodløs slingrekurs i familien, som flyttede fra by til by.
Som den ældste af fire drenge blev det lille Claus' mission at passe på sine små brødre.
»Jeg var hele tiden ham den nye. Så der var altid nogle, der syntes, at vi skulle have nogle tæsk. Så det var nemmere at tæske dem først,« siger han om den uregerlige rod, som han udviklede sig til.
Samme taktik kunne han dog ikke bruge på hjemmebanen, hvor livet ændrede sig markant, da en stedfar kom til.
»Jeg hadede ham som pesten. Man vidste aldrig, hvor man havde ham. Får jeg én på ørerne nu? Gør min mor? Hele tiden skulle man lure, hvor det bar hen, og skærme sine brødre,« husker Claus Holm.
Det er fra de år, at han udviklede sit helt særlige talent for både at manøvre i kaos og frygte roen. Noget, der skulle komme til at præge ham langt op i livet.
Som 19-årig startede han på kokkeskolen, og sammen med sin kone Anne – der også er uddannet kok – blev han snart en af de nye superstjerner. En af dem, der lavede mad for Dronningen og jagtede prestigefyldte Michelin-stjerner.
»Jeg blev sådan én, der ikke delte med nogen. Jeg var hysterisk. Mig, mig, mig,« forklarer Claus Holm om starten på 00'erne.
Han fortæller åbent om kriser. Om at søge hjælp hos buddhistiske munke til at finde ro og igen at blive et menneske, som han selv kunne lide. Og om at plumpe tilbage i gryden igen.
»Det gik pissegodt det hele. Jeg var sgu taknemmelig. Men så skete det igen. Mere ville have mere,« indrømmer Claus Holm, som på det tidspunkt tjente 'boksen' og havde et cashflow på 700.000 kr. om måneden.
Det var dér, han var, da han en lørdag for fire år siden sad i sin bil og var på vej hjem fra et job. Solen var gået ned. Han havde Anne på linjen.
»Og puf, så var der bare blod ud over det hele. Det sprøjtede ud af næsen,« husker han om den voldsomme blødning, der ikke alene fossede ud over hans krop, men også sprøjtede helt op på forruden.
Snart lå han i en ambulance med blink på og en puls over 200. Men advarselslamperne – der burde have fået ham til at trække stikket – tog han ikke alvorligt. For en kok svigter aldrig.
Faktisk skulle der en specialist til, som sagde det, som det var: At han kun var i live, fordi hans blodkar i næsen var så svage, at det var dér, de sprang. 'Ellers havde det været i hjernen, og så var du død,' lød beskeden.
Så lyttede Claus Holm endelig. Og sygemeldte sig. Spærrede sig nærmest inde i sit 'Madværksted' i Svendborg. Med Netflix fra morgen til aften. Og netbutikker fremme på computeren.
»Jeg var pissebange for at dø efter det. Jeg købte alt!« siger han og peger på et eksklusivt komfur, som står i hjørnet. Knap en halv mio. kr. stod det ham i.
»Det flød med kasser herinde. Jeg købte møbler, købte dyre vine. Jeg skulle bare nå at smage alt. For jeg var sikker på, at jeg skulle dø,« fortæller han om tiden, der fulgte, hvor han formøblede ikke alene formuen, men også hele kassekreditten. Over 1,5 mio. kr.
Først da hans kone slog bremserne i og ligeud sagde, at nu måtte han stramme op, tog han for alvor sit liv op til revision. Gjorde op med jagten på penge, berømmelse og anerkendelse. At være i live var – og er – vigtigere.
Men længe blev dødsangsten siddende i ham. Og kan stadig af og til overmande ham, når stressniveauet er højt, og solen er gået ned. Så stryger han lige fingeren under næsen. For at sikre sig, at blodet ikke løber.
»Jeg har rendt hos nogle psykologer, men det blev jeg nærmest sindssyg af. Det var slet ikke håndgribeligt nok for mig. Men heldigvis har mange snakke med Anne og andre gode mennesker været med til at vende det for mig.«
