Hun ville egentligt bare et lille smut på ferie i USA, men så langt kom hun aldrig. Den engelske tv-kok Nigella Lawson blev sidste weekend holdt tilbage i Heathrow Lufthavn og nægtet adgang til flyet mod Los Angeles. For fire måneder siden indrømmede hun, at hun havde prøvet at tage stoffer. Og det var nok til at forhindre hendes ferieplaner.

De seneste år har været turbulente for tv-kokken Nigella Lawson. Først skulle hun igennem en meget omtalt skilsmisse fra sin ægtemand, Charles Saatchi, som tilsyneladende havde forsøgt at tage kvælertag på hende på åben gade. Så begyndte det at gå skidt for hendes nyeste tv-show. Og siden er hun blevet hevet i retten som vidne i sagen mod to tidligere personlige assistenter til hende og hendes nu tidligere mand. De to assistenter er begge anklaget for at have stjålet flere hundredtusinde pund fra Lawsons og Saatchis kreditkort, mens de arbejdede for dem.

Det var under den retssag, at 54-årige Nigella Lawson for fire måneder siden indrømmede, at hun havde prøvet at tage stoffer.



- Jeg har aldrig været været stofmisbruger. Jeg har aldrig haft et fast forbrug. Det er to gange i mit liv, jeg har taget kokain, lød det fra Nigella Lawson i retten.

Første gang hun tog stoffet, var da hendes første ægtemand John Diamond fortalte, at han var døende af kræft. Den anden gang var i 2010, da hun med egne ord blev 'underkastet intim terrorisme' af Saatchi. Det skriver engelske The Guardian.



Indrømmelsen skabte stor kontrovers i England, men Scotland Yard besluttede ikke at reagere på det. Anderledes stod det til hos de amerikanske myndigheder, der nægtede hende adgang til landet.

Et vidne i lufthavnen fortalte, at tv-kokken blev afvist ved gaten, da hun ville til at stige om bord på flyet.

- Hun så ikke ud til at sige meget, men hun så ikke glad ud. Hun kunne ikke få lov til at komme om bord på flyet, så hun var nødt til at vende om og forlade stedet, siger vidnet.



De amerikanske myndigheder kan nægte besøgende indrejse, hvis de kan sættes i forbindelse til narkotikaforbrydelser - også uden at være blevet anklaget eller dømt.

- Der er mange måder, hvorpå man lovligt kan rejse ind i USA, og Lawson er blevet inviteret til et møde med ambassaden for at ansøge om et visa for at kunne rejse til USA. Vi forstår, at hun har arbejdsmæssige forpligtelser, der kræver at hun er i USA, og disse sager er generelt håndteret rutinemæssigt og hurtigt, siger en talsperson for den amerikanske ambassade. 

Nigella Lawson, der lige nu er vært på et madlavningsprogram i USA, måtte derfor vende om i lufthavnen og gå tilbage til check-in for at hente sin bagage.