Tv-værten Mette Helena Rasmussen har vakt opsigt med en udklædning, som hun lagde billeddokumentation for på Instagram.

Rasmussen, som er kendt fra det populære TV2-program 'Nybyggerne', havde til dette års fastelavn klædt sig ud som en muslimsk kvinde med tørklæde, og det faldt ikke i god jord hos alle.

Hun forklarer i en 'story' øverst på sin Instagram-side, at folk har haft en virkelig stærk reaktion på udklædningen.

»Jeg kan mærke mit hjerte, det banker temmeligt vildt, og det er, fordi jeg er lidt nervøs. Jeg vil gerne give en undskyldning. Jeg har i dag klædt mig ud til fastelavn, og det har jeg egentlig gjort i en god tro og med de bedste intentioner,« lyder det indledningsvis i videoen, som tv-værten har lagt på sin Instagram

»Jeg har fået nogle beskeder fra folk her på min profil, som siger, de oplever det krænkende, og som om jeg slet ikke er opmærksom på det her begreb, der hedder 'kulturel appropriation.'

Tv-værten bekræfter derefter, at hun faktisk ikke har været opmærksom på begrebet, som dækker over, når én kultur låner elementer fra en anden kultur.

En ting, som ofte vækker stor debat, når et medlem fra en majoritetskultur låner fra en minoritetskultur.

Mette Helena Rasmussen siger i sin video, at hun blev ked af det og vred, da hun så, folk kaldte hende racist, men derefter blev hun nysgerrig.

Hun kontaktede en bekendt, som har stor forstand på strukturel racisme, fortæller hun, og nu har Rasmussen indset, at der er områder, hun skal være mere opmærksom på.

»Med det blik, vi har, vi hvide, heteroseksuelle, succesrige mennesker, som lever på denne spot af jordkloden, med den 'entitlement' (følelse af berettigelse, red.) vi er en del af, vil det opleves undertrykkende at klæde sig ud som nogle andre.«

»Altså, at jeg simpelthen har været med til at tingsliggøre eller stigmatisere en befolkningsgruppe.«

Tv-værten giver bagefter en uforbeholden undskyldning, hvis hun har såret nogen.

»Jeg har været lidt naiv, og jeg er ked af det over det. Jeg mente ikke noget dårligt ved det. Jeg kan ikke gøre så meget ved det nu. Jeg vil bare sige undskyld for det. Jeg lover at sætte mig mere ind i det,« lyder det fra hende, inden hun uddyber på sin profil:

»Jeg har ikke gået i skole længe, og jeg har simpelthen ikke sat mig nok ind i det. Jeg vil gerne sige undskyld hvis ... eller rettere til dem, der har følt sig krænket.«

Tv-værtens billede med sig selv som muslim er ikke længere at finde på hendes profil, da det var en del af hendes 'story' i toppen af hendes profil. Den udløber altid efter et døgn, men det vides dog ikke, om værten selv har fjernet billedet på grund af den kritik, det har vakt.

B.T. har uden held forsøgt at få en kommentar fra Mette Helena Rasmussen.