De kommende tre måneder må TV Avisens seere undvære en af de faste værter.

43-årige Erkan Özden er nemlig smuttet på orlov og vender ikke tilbage før slutningen af maj.

»Det var simpelthen sidste udkald. Det er en rest af en fædreorlov, jeg har udsat i snart ni år fra min tid som korrespondent i USA. Og den falder jo på et tørt sted med corona og hjemsendelse af ungerne,« fortæller han til Billed-Bladet.

Ud over at bruge en stor del af fritiden i selskab med sine børn planlægger han at skrive en bog.

Det har han allerede gjort en gang tidligere, og temaet for den nye bog vil være det samme som sidst. Nemlig fake news.

Et emne, han som vært på det landsdækkende projekt 'I sandhedens tjeneste', der har til formål at gøre unge mere kritiske på nettet, har en del erfaring med.

På Instagram fortæller han også lidt om bogen, som kommer til at ligge tilgængelig på hans hjemmeside.

'Noget, jeg håber, især unge på skoler og gymnasier kan få glæde af i denne tid,' skriver han i et opslag, der fortsætter:

'Jeg har så stor respekt for lærernes arbejde og håber, jeg kan bidrage bare en lille smule.'

Til Billed-Bladet fortæller tv-værten, at han ikke umiddelbart bliver erstattet af en vikar under sit orlov.