Stine Bjerre Mortensen fra TV 2 Sporten har siden barndommen elsket at være i sportshaller, hun drømte engang om at blive skøjteprinsesse, men hendes knoglebygning ville noget andet.

1. Du har bare kraftige knogler’

Her var jeg en glad lille pige med mor Susanne i Tivoli. Hun var dengang folkeskolelærer. Det er måske ikke helt tilfældigt, at jeg i dag er sports-vært, for mine forældre mødte faktisk hinanden som håndboldspillere, og fra jeg var helt lille, blev jeg slæbt med i hallen i Fredericia for at se min mor spille kampe og min far træne. Meget tidligt blev jeg selv glad for sport og spillede håndbold og fodbold. Og ja, jeg elsker at være i en hal med duften af harpiks, råben og skrigen, og dengang stod vi og hoppede på sidelinjen, især da det lokale håndboldhold rykkede op i 3. division. Jeg var otte år, da jeg begyndte at spille håndbold, men faktisk drømte jeg om at blive skøjteprinsesse, men jeg fandt hurtigt ud af, at min kropsbygning ikke var til det. Som min mor sagde: »Du er ikke tyk, skat, du har bare kraftige knogler«.

2. Billedet gør mig glad

Jeg kan ikke huske den røde sparkedragt, de tykke kinder, eller hvorfor jeg smiler. Men billedet gør mig glad. Min far Bent Bjerre Jørgensen var soldat i hæren i mange år og sluttede på toppen som major, men skiftede job for 22 år siden for at blive direktør i Fredericia Idrætscenter, først og fremmest fordi han ikke kunne li’ at være væk fra sine børn som udsendt soldat. Dengang var der tale om udsendelser til Cypern. Jeg husker, hvordan min far havde militærchokolade med hjem, når han havde været på overlevelsesture. Jeg er vokset op i Fredericia, som er en rigtig fæstningsby med volde omkring, så man kan holde øje med eventuelle fjender, og gaderne er parallelle og lige, så der er godt udsyn. En dejlig by, hvor alle kender alle, og jeg har stadig en del veninder i byen.

3. Fra ponyer til gemte Martiniflasker

Min mor stod for at klippe mit hår, og det ser ud til, at jeg havde fået en playmobil-frisure ligesom de små playmobildukker, man havde dengang. Jeg synes, man kan se, hvor glad jeg var for at klappe den pony, for jeg endte med at blive en rigtig ponypige med egen hest, fra jeg var 11 til 14 år. Det kostede en formue at få den opstaldet, sørge for at hovene var fine og sende den til dyrlæge. Da jeg blev 14 var jeg lidt for stor til den, og andre interesser kom ind. Udover sporten gik jeg nu også i byen. Jeg var til halbal i Erritsøhallen med diskolys, og der måtte man ikke drikke andet end sodavand og slushice. Men af og til drak vi inden, og lod som om vi var megaædru ved døren. Da vi blev 15, gik vi til Kun-fester, der måtte man heller ikke drikke, men min veninde og jeg gemte Martiniflasker oppe på volden. Det var vigtigt, at det var hemmeligt, for det ville være pinligt, hvis de sladrede til min mor, som var lærer på skolen.

4. Elskede lyserød

Her var familien på charterferie et sted – jeg husker desværre ikke hvor, og jeg skal love for, at jeg elskede lyserødt. Derhjemme havde jeg flere fritidsjob: Jeg sad ved kassen hos Netto, arbejdede i en bager og cyklede ud med medicin til ældre, der altså ikke selv kunne hente den. Der fik jeg somme tider en tyver eller en småkage.

5. Ville bare være sportsjournalist

Her var jeg på tur med Oslo-færgen med håndboldholdet, 13 år gammel. Hende i den gule bluse, Stine, havde jeg meget sjov med, det var især hende, jeg festede med. Min første kæreste fik jeg, da jeg var 14, og han spillede fodbold, men jeg spillede altid selv håndbold om søndagen og så ikke hans kampe. Derhjemme blev jeg opdraget med stor kærlighed og omsorg til, at jeg selv kunne bestemme, hvad jeg ville, også senere i livet – og jeg lærte, det var vigtigt at kunne træffe beslutninger. I folkeskolen besluttede jeg mig for, at jeg ville være sportsjournalist, jeg var god til sprog og kunne li’ at snakke med mennesker. Jeg kom i erhvervspraktik på Fredericia Dagblad, og det syntes jeg var megaspændende. Senere kom jeg i gymnasiet på den sproglige linje og kom ud med et snit på knap 10, og to år læste jeg medievidenskab på Odense Universitet og siden en kandidatuddannelse i journalistik.

6. En arbejdshest

Jeg var en arbejdshest i skolen og var her blevet student fra Fredericia Gymnasium med et snit lige under 10 i år 2001. Min veninde på billedet hedder også Stine, og jeg har været sindssygt mange timer sammen med hende, selvom vi kommer fra to vidt forskellige familier. Men det gjorde hende til et vildt spændende venskab for mig. Hun kom fra en meget fri, flippet familie, og hun var medlem af Rød ungdom og lærte mig at høre Queen og andre band fra 60´erne. Efter gymnasiet var jeg ude at rejse med en anden veninde – Anne Sophie – i et halvt år. Først tjente jeg penge et halvt år som livredder i en svømmehal, og siden tog vi af sted til Asien – Vietnam, Cambodja, Laos, Thailand og Malaysia. De første dage havde vi bestilt hotel til, og siden fandt vi selv steder at overnatte – vi kom til at sove mellem lopper og andet kravl. Det var meget spændende, til tider så spændende, at jeg tænkte, jeg gerne ville hjem igen. Det skete, da vi var nået Sidney i Australien, hvor vi begge fik stjålet vores mobiltelefoner og punge efter en tur i byen. Vi sluttede af med at besøge Fijiøerne, USA og Canada. Det var først og fremmest en helt igennem fantastisk rejse, jeg lærte meget af – men det var hårdt for min mor, som var meget nervøs for mig.

7. Casper friede på Maldiverne

I sommeren 2016 friede Casper Ulrich Mortensen til mig, da vi var på Maldiverne. Og vi blev gift den 22. december 2017. Jeg lærte ham at kende i sommeren 2009, og vi blev kærester året efter, for det tog mig i hvert fald et halvt år at acceptere, at han er syv år yngre end mig – det syntes jeg var lidt pinligt. Casper er nok et af de mest positive mennesker, jeg kender. Han får mig til at grine hver dag, altså hver dag. Han er enormt eventyrlysten, men også omsorgsfuld, så det er virkelig en fest at leve sammen med ham. Hvis jeg er bekymret over noget, ser han altid mulighederne i det. Jeg har benene lidt for solidt plantet på jorden, men han har lært mig at flyve, i overført betydning, men jeg husker stadig sikkerhedsselen. Vi blev gift på rådhuset i Hannover, det var ikke en stor fest, men kun for familien og vennerne i Hannover. Vi hedder nu begge Bjerre Mortensen til efternavn, det var ret besværligt for os at få Bjerre ind, vi var nødt til at skrive til det danske konsulat, for i Tyskland er det ’ordnung muss sein’, og der er mellemnavne åbenbart et problem. De er på nogle punkter meget gammeldags, men også meget hjertelige mennesker.

8. Den sjoveste arbejdsplads

Den 9. januar 2015 åbnede kanalen TV2 Sport, billedet her er fra premieren, hvor jeg stod sammen med Camilla Nør-gaard, Heidi Frederikke Signal og Nadia Filt. Vi måtte arbejde hårdt i ugevis op til at skulle sende 18 timers sport i døgnet. Vi lagde ud med kampen mellem Danmarks herrelandshold, der mødtes med Slovenien, direkte fra Arena Fyn i Odense. Jeg havde sommerfugle i maven den dag og var spændt på, hvad TV2 Sport ville blive for en størrelse. I dag er det den sjoveste arbejdsplads og legeplads. Jeg får lov til at indfri en masse skøre tanker og dyrke min lidenskab for sport sammen med dedikerede kollegaer.

9. Klubben gik konkurs

Her et billede fra Tyskland, i Hamborg, vores første jul i Tyskland, da Casper spillede for HSV Handball. Her var familien, som betyder alt for mig, på besøg ,og vi var på et julemarked. Apropos Caspers håndboldkarriere glemmer jeg aldrig, da jeg, en time før vi skulle til at sende fjernsyn på TV2 fra en slutrunde i Polen, blev ringet op og fik at vide, at hans håndboldklub var gået konkurs. Vi var ellers lige faldet til i Hamborg. I dag er han professionel håndboldspiller i TSV Hannover-Burgdorf og desuden på det danske landshold

BTINTERN BTINTERN - Stine Bjerre JÔøΩrgensen. Foto: TV2 Vis mere