Tv-vært Christian Høgh Andersen og hans kæreste, Anne Wennecke Kellner, satte alt ind på at skabe en sammenbragt familie med deres tilsammen fire børn. Efter et år kastede de håndklædet i ringen og købte hvert sit hus i hver sin landsdel.

For det er svært at fusionere to familier med forskellige rutiner, regler og værdier, og det skal vi turde tale om, mener parret, hvis kærlighed har sejret, selv om drømmen om fælles villaidyl blev sparket til hjørne.

Kort før udgangen af 2019 skrev Christian Høgh Andersen og hans kæreste, Anne Wennecke Kellner, en nytårshilsen på Instagram. På et billede kunne man se parret på vej ind til TV 2’s årsshow 'De største øjeblikke'.

I selve øjeblikket, dér på den røde løber, havde journalisterne spurgt dem, hvad 2019 havde budt på, men de havde kun fået mumlet, at det havde været ok uden at have budt på noget særligt.

Men i Instagram-teksten lagde de deres nye virkelighed åbent frem:

'Det nystiftede fælles hjem i Birkerød blev i maj brudt op igen. For selv med de bedste intentioner var 'projekt fusionsfamile' ikke så ligetil. Det har langt fra været nemt, men nu har vi defineret nye parforholdsrammer, hvor der primært er fokus på voksentid, rejser og gode oplevelser – med hvert vores hjem i hver vores landsdel.'

En erkendelse, de har sagt ja til at fortælle mere om, da vi møder dem i et til lejligheden lånt kontor på Lyngby Hovedgade en fredag eftermiddag, hvor de lige kan klemme et interview ind: Anne Wennecke Kellner har lige fået fri, Christian Høgh Andersen er på vej til aftenvagt på TV 2 News. Et typisk scenarie i deres liv.

Christian: »Vi blev enige om, at vi gerne ville fortælle om vores virkelighed lige nu. For gu’ er det svært at slå to familier sammen, og den debat synes jeg godt, vi kan trænge til at tage.«

'Projekt fusionsfamilie' begyndte, da parret flyttede sammen i maj 2018 i Anne Wennecke Kellners lejlighed i Birkerød.  De havde været kærester i et år,  hvor børn og voksne havde pendlet mellem Odense og Nordsjælland. Tilsammen har de fire delebørn.

Anne Wennecke Kellner har børnene Matthias, Josephine og Christine på henholdsvis 10, 12 og 18 år fra et tidligere ægteskab, og Christian Høgh Andersen er far til datteren Vilja på 10 år.

Anne: »At flytte sammen var det næste naturlige skridt for os begge, og vi var fulde af håb og gåpåmod i forhold til, at det skulle lykkes. Det var selvfølgelig en lidt større operation, fordi Christian skulle sælge sin lejlighed i Odense, og mine to yngste, som delte værelse på det tidspunkt, skulle pakke ting ned, så der kunne blive plads til et barn mere på værelset. Der var mange hensyn, men vi troede på det.«

Christian: »Vi var meget fokuserede på projektet og kiggede på huse, hvor vi kunne skabe et fælles hjem for alle seks, men vi havde måske ikke tænkt alt helt i dybden, så der kom også en anden virkelighed.«

Foto: Peter Nørby
Vis mere

Den anden virkelighed handlede om børneopdragelse, værdier, rutiner og om alle de detaljer i hverdagens rutiner, som man ikke tænker over, før man skal samkøre dem med andres. Hvornår er man sammen og hver for sig? Hvor meget kan man forvente, at børnene hjælper til? Hvor meget lys skal der være på værelset, når tre børn bliver puttet i samme rum?

Var der nogle steder, hvor I ikke var på samme spor?

Christian: »Særligt omkring mad. Der er forskel på at have et barn og tre børn i den sammenhæng. Hvor længe skal man sidde ved bordet for eksempel? Sengetider …«

Anne: »Der er en anden dynamik med tre børn frem for et. Mine børn bor mest hos mig og har gjort det i mange år, og de er vant til at hjælpe til, og jeg har også en forventning om, at de skal gøre det for at få hverdagen til at glide, når jeg arbejder fuld tid på hospitalet. Vi holder af at samles omkring aftensmaden og tale om, hvordan vores dag har været. Christian har ikke Vilja lige så ofte og har altid fri, når han har hende, så der er meget stor forskel på rutinerne.«

Både Anne Wennecke Kellner og Christian Høgh Andersen havde mange forslag til, hvordan hele flokken kunne blive integreret som familie, men det var alligevel ikke nemt, og det handlede blandt andet om balancen imellem at være sammen alle sammen og forældre/børn i den nye konstellation.

Anne: »Det blev et pres, hvor vi nogle gange endte med at brede vores forældrevinger ud om vores respektive børn, og så kunne vi stå sådan over for hinanden.«

Til sidst traf de beslutningen om at flytte hvert til sit igen.

Foto: Peter Nørby
Vis mere

Anne: »I den fase var du nærmest lettet, mens jeg var frustreret og ulykkelig. Jeg var bekymret for mine børns reaktioner, de havde lige vænnet sig til, at Christian i store dele af tiden var en del af deres hverdag.«

Christian: »For mig kom frustrationerne mere i månederne efter, hvor Anne havde fundet mere ro i situationen. Lige da det skete, tænkte jeg, at nu bliver det, som det var før, og der var vi også glade, så det er fint, men der kom en følelse af at høre mindre til, og det var alligevel lidt ærgerligt. Der var måneder, hvor jeg blev ramt af skuffelse og følte mig afvist, fordi vi så hinanden mindre. Det havde altså konsekvenser.«

Hvordan kommer man videre med parforholdet i behold?

Christian: »Mange ville nok være faldet i den proces, vi har været igennem, men hvad der skal til, er svært at sige. Det kommer an på, hvor stærk kærligheden er. Man skal måske ligne hinanden på nogle punkter, og man skal i hvert fald kunne finde hinanden i kriser.«

Anne: »Vi er kommet til en erkendelse af, at det, som vi har sammen, det er der ingen garanti for, at vi kan finde igen. Så kan det godt være, at det ikke blev, som vi havde håbet, men hvis man skulle gå ned på sådan et projekt, hvor der er så meget, der fungerer, så ville det være et stort tab. Det synes vi begge.«

Overvejede I på noget tidspunkt i processen at stoppe med at være kærester?

Christian: »Vi har tit talt om, at det ville være det nemmeste.«

Anne: »Ja, for det er jo ikke sådan, at vi kan sige, at om to år flytter vi sammen, for vi ved ikke, hvad der sker. Vores børn er ikke så gamle, så det kan være, at det skal være sådan her de næste otte år.«

Foto: Peter Nørby
Vis mere

For nylig har både Anne Wennecke Kellner og Christian Høgh Andersen købt hus. Hver for sig. I Birkerød og i Odense.

Anne: »Det er rart, at der er mindre pres i weekenderne nu. Selvom det var glædeligt at være sammen alle sammen i weekenderne før, så krævede det også meget at sætte børnene sammen. Vi skulle selvfølgelig være inde over og støtte i processen, og det kostede meget energi. Energi, som jeg – det vil jeg godt tage på min kappe – ikke altid følte, at jeg havde efter en lang arbejdsuge, og før en ny skulle begynde.«

Christian: »En fordel ved at være flyttet fra hinanden er, at vi har fået noget ro i hverdagene med børn, og det er rart. Jeg har kunnet mærke efterfølgende, at der er nogle bekymringer, jeg nu kan lægge væk, og jeg tror, det er de mange hensyn, der slår mange i stykker i sådan nogle projekter her. Det koster for meget, også for børnene.«

Anne: »Forventningen om, at vi absolut skulle være sammen, er væk. Hvor Christian gerne vil samle os alle seks hver weekend, har jeg brug for tid alene sammen med mine børn. Nu har vi muligheden for at vælge at være sammen eller for at samle os med hver sin flok, men hele den der tunge integration og værdiafstemning er væk.«

Efter flytningen har de fået mere tid til nærvær, når de er sammen, og der er nu samtaler og konflikter, som de ikke længere behøver at tage. Der er mindre, der skal løses, og mere, man kan nøjes med at tale om.

Hvordan ser fremtiden ud?

Anne: »Vi forsøger at skabe en ny drøm. Nu kan jeg jo kun tale for mig selv, men det napper stadig lidt, at vi alligevel ikke skulle bo sammen. Jeg har da mange gange i forbindelse med min flytning tænkt, at det skulle vi have gjort sammen. Drømmen om, at vi måske flytter sammen om 10 år, når børnene flytter hjemmefra, er lidt svær at holde i kog, så det er en løbende proces.«

Christian: »Vi har ikke fundet en formel, men det er det, vi prøver, og der behøver ikke være store drømme lige nu. Vi glæder os en uge ad gangen nu, til vi skal ses igen.«

Artiklen blev bragt i samarbejde med Alt for damerne