Som blot 24-årig forelskede TV 2 News-værten Anna Ingrisch sig i Martin Krasnik, der lige var kommet ud af et længerevarende forhold, havde to børn og var næsten 20 år ældre end hende. I dag er de gift og venter deres tredje barn sammen, og hun er glad for, at hun besluttede at gå med kærligheden, selvom den ikke var snorlige.
Hvad er den vigtigste beslutning, du har taget?
»Det må være at sige ja til en kærlighed, der ikke var helt snorlige. Jeg var ret ung, faktisk kun 24 år gammel, og han var næsten 20 år ældre end mig, havde to børn og var netop kommet ud af et længerevarende forhold. Det er jo totalt uden for den gængse fortælling om, hvordan det er at være i starten af 20erne, og man skal også være rimelig hardcore for at kaste sig ud i det, for man kommer til lægge øre til rigtig meget, når man som ung kvinde forelsker sig i en, der er så meget ældre end én selv.«
»Man kan argumentere for, at kærlighed ikke er en beslutning, men det er det jo, og jeg valgte det heldigvis til. Nu har vi været sammen i syv år, er gift, og så venter vi vores tredje barn sammen og har snart fem børn tilsammen. Og jeg elsker både ham, vores liv sammen og alle ungerne. Så jeg er glad for min beslutning. At jeg turde gå med kærligheden.«
Hvad er du mest stolt af?
»Det er nemt at svare på. Det er mine børn og bonusbørn. De er fire mennesker i helt forskellige aldre. Den ældste er næsten voksen, den mellemste er pre-teenager, og de yngste er småbørn. De har alle sammen stærke personligheder og er både omsorgsfulde, næstekærlige og kloge mennesker. Som forælder går man jo og er nervøs for, hvordan det nu skal gå med ens børn og bonusbørn, og pludselig er de bare både kvikkere og sødere end én selv. Det er jo ret imponerende.«
Hvornår mener du, at man voksen?
»Ja, hvornår er man det? Det har jeg stadig selv til gode at finde ud af, men jeg har på fornemmelsen, at man først rigtigt bliver voksen, når man mister sine egne forældre. Jeg kan i hvert fald se, at jeg opfører mig rimelig barnagtigt over for min mor især. Man bliver jo et barn, når man er sammen med sine forældre. Urimelig og krævende. Og alt det, som normalt ikke definerer et voksent menneske. Så hvis min teori er rigtig, og man først bliver voksen, når man selv mister sine forældre, så håber jeg, at der går meget lang tid, før jeg selv bliver rigtig voksen.«
Hvornår føler du dig så mest voksen?
»I den helt stereotype morrolle, når man skal insistere på, at ens børn skal spise deres grøntsager. Eller hvis man skal tage en diskussion om, hvorvidt ens teenagedreng skal tømme opvaskeren. Hvor man som forælder skal udstikke nogle retninger, og så kan man godt komme til at tænke, hvordan man endte i den rolle. Det er jo ret absurd, at jeg skal stå og fortælle et andet menneske, at vedkommende skal tømme opvaskeren. Det er jeg da slet ikke gammel nok til at bestemme.«
Artiklen er bragt i samarbejde med Alt for damerne.
