Hele syv gange har Claudia Rex deltaget i 'Vild med dans', og hvis det stod til TV2, fortsatte hun med det.

I 2014 var hun nødt til at sige stop på grund af smerter i hofter og knæ, og i 2017 deltog hun så igen med komiker Simon Jul som dansepartner.

Igen i år har TV2 tilbudt Claudia Rex at deltage i den kommende sæson af programmet.

Og svaret er klart fra den 32-årige tidligere professionelle danserinde.

»Jeg har takket pænt nej. Jeg har stillet op i så mange år, men er nu indstillet på at udvikle mig i en anden retning. Og jeg fungerer blandt andet som vært på radiostationerne Pop FM og Radio 100,« fortæller Claudia Rex til Realityportalen.

Denne gang er det altså ikke på grund af fysiske smerter, hun må sige nej til at danse for rullende kameraer foran hele Danmark,.

Hun har simpelt hen for travlt med alt muligt andet.

Ved siden af sine job som radiovært arbejder hun som marketingkoordinator for et sportsmærke, og som hun siger, er der altså kun 24 timer i døgnet.

I 2009 deltog hun for første gang i 'Vild med dans', hvor hun dansede med 'X-Factor'-stjernen Basim.

I 2010 var det med fodboldspilleren Patrik Wozniacki, og i 2011-sæsonen indtog hun gulvet med bokseren Patrick Nielsen.

I 2012 dansede hun med tv-vært Joakim Ingversen, som hun også vandt konkurrencen med og efterfølgende dannede par med privat i et par måneder.

I dag er hun gift med skuespilleren Pelle Emil Hebsgaard.