Hun er kendt som sygeplejersken Lis Sommer i TV 2-serien 'Sygeplejerskolen', men privat har Anna Stokholm også været tæt på sygehusvæsenet, da hun for seks år siden var ude for en voldsom ulykke og var tæt på at miste livet. Trods mange ugers indlæggelse, komplikationer og flere års genoptræning har oplevelsen gjort hendes liv mere værdifuldt.

Hvilken begivenhed har ændret dit liv?
»Da jeg spillede en forestilling på Skuespillerskolen som tredjeårselev, hvor jeg til premieren ved et uheld brager igennem en glasrude og falder tre en halv meter ned på et betongulv. Jeg fik alvorlige indre kvæstelser og fik nerver og pulsåren skåret over i min højre arm. Heldigvis var der en medstuderende blandt publikum, der havde været på førstehjælpskursus, og han reagerede hurtigt og reddede mit liv. Efter mange ugers indlæggelser og flere års genoptræning ser jeg i dag tilbage på oplevelsen som noget virkelig dyrebart. Al den kærlighed, omsorg og selvindsigt, der fulgte med både under og i tiden efter, ville jeg ikke have været foruden den dag i dag. Livet er blevet mere værdifuldt, og det er blevet tydeligere, hvad jeg gerne vil nå, imens jeg er her på jorden.«



Hvad har du lært af oplevelsen?
»Næsten et år efter ulykken kunne jeg stadig ikke bruge min højre hånd, da det tog lang tid for nerverne at vokse ud igen. Så under min genoptræning lærte jeg at sætte pris de helt små ting i hverdagen som at kunne spise med kniv og gaffel, selv gå i bad, knappe en skjorte og cykle. Og i dag, seks år efter ulykken, har jeg næsten fået fuld førlighed igen, hvilket jeg priser mig lykkelig for. Derudover lærte jeg, at min familie vil gøre alt for mig, og at jeg har de bedste venner i verden. Jeg havde mandsopdækning 24/7 i flere måneder, efter jeg blev udskrevet, fordi jeg ikke kunne gøre noget som helst selv. Det har lært mig virkelig at værdsætte den hjælp, jeg får af andre, og huske at vise min taknemmelighed.«

Hvordan kan du bruge det i din hverdag?
»Jeg forsøger at gå efter det, der gør mig glad i hverdagen, og hjælpe andre, når de har behov for det. Jeg gør en dyd ud af at sige tak, og jeg minder ofte mig selv om, hvor fantastisk det er, at jeg nu kan bruge begge mine hænder og klare mig selv.«

Foto: Trine Soelberg
Vis mere


Har det gjort dig mere eller mindre kontrolleret?
»Heldigvis mindre kontrolleret. Jeg var tæt på at miste livet flere gange under min indlæggelse, men jeg var aldrig bange for at dø, og den dag i dag er jeg heller ikke bange for hverken højder eller glasruder. Jeg fik efterfølgende behandling af nogle meget dygtige traumeterapeuter, som klart har hjulpet mig af med den frygt, der kunne være blevet siddende i kroppen.«

Hvad vil du gerne nå, mens du er her på jorden?
»Der er tusind ting, jeg gerne vil nå, men særligt at stifte familie, rejse og opleve verden og udleve min drøm som skuespiller. Og så har jeg et ønske om at skrive min egen film og blive instruktør en dag.«

Artiklen er bragt i samarbejde med Alt for Damerne.