Mandag aften delte skuespiller Molly Egelind en stor og glædelig nyhed. Hun er nemlig gravid igen.
Det delte hun på Instagram med sine over 30.000 følgere. Under en grøn striktrøje, kan man utvivlsomt se en gravid mave stikke frem.
'Baby love. Nu kan det ikke rigtig skjules længere – vi bliver én mere i kærlighedsflokken i 2021,' skriver Molly Egelind i opslaget på det sociale medie.
En nyhed, som har fået hendes mange følgere til at sende alverdens blomster, hjerter og søde beskeder i kommentarfeltet.
'Jaaa jubi og tillykke, hvor vidunderligt,' lyder det blandt andet fra skuespiller Neel Rønholt.
Det er andet barn, Molly Egelind skal have med sin mand, Benjamin Hasselflug, som hun blev gift med i 2016. I forvejen har de datteren Ellinor.
Molly Egelind er senest kendt som den ihærdige Anna Rosenfeld i TV 2-serie 'Sygeplejerskolen'.
Derudover er hun kommet på andenpladsen i 'Vild med dans' i 2018, hvor hun tabte til Simon Stenspil.