Efter trekvart år som chefredaktør på TV 2 News vælger Ask Rostrup frivilligt at sige stop.

»Det er den sværeste beslutning, jeg nogensinde har taget i mit arbejdsliv,« siger han i en pressemeddelelse, hvor det fremgår, at han i stedet bliver vært på TV 2 News' nyhedsflade og på det politiske magasin 'Besserwisserne'.

»At forlade chefredaktørjobbet på News er den sværeste beslutning, jeg nogensinde har taget i mit arbejdsliv, men jeg må konstatere, at jeg ganske enkelt ikke kan få mit hoved rundt om jobbet,« siger han videre.

»Jeg troede, at det ville blive det bedste nogensinde, men i dag må jeg indse, at jeg simpelthen ikke trives. Jeg har derfor valgt at forlade jobbet i spidsen for en kanal, jeg i den grad tror på som fremtiden for uafhængig og troværdig tv-nyhedsformidling,« tilføjer Ask Rostrup i pressemeddelelsen.

Ask Rostrup kom til TV 2 News i april 2021 efter en karriere, hvor han blandt andet har været nyhedschef på Berlingske, chefredaktør på MetroXpress, politisk redaktør og leder af DRs Christiansborg-redaktion samt vært på TV Avisen, ’Langt fra Borgen’ og en række valgprogrammer. Og nu vender han tilbage til værtsjobbet på tv.

»Jeg er virkelig glad for at have min daglige gang og mit virke på TV 2 og News, og jeg har aftalt med Ulla Pors (TV 2s nyhedsdirektør, red.), at jeg hen over den næste måned bliver trænet som News-vært. Det er jeg meget taknemmelig over, og jeg glæder mig vildt til at blive en del af værtsholdet på News.«

Ask Rostrup skriver yderligere på Twitter:

»Jeg har besluttet at forlade jobbet som chef for TV 2 News efter bare et lille år. Det skulle have været drømmen, men jeg kan ikke få mit hoved med i det. Beklager inderligt til alle dem, der har investeret tid og kræfter i projektet.«

Nyhedsdirektør Ulla Pors overtager sammen med TV 2 News ledelseshold midlertidigt Ask Rostrups tidligere opgaver, indtil der er fundet en ny chefredaktør, skriver TV 2.