Den garvede journalist og nyhedsvært Janni Pedersen vandt fredag aften Billed-Bladets pris som Årets kvindelige nyhedsvært til TV-Guld-fest på Hotel d'Angleterre i København.
'Jeg er lige så glad som jeg ser ud. Tusind tak for stemmerne. Holdt en langt ude tale om at tabe tænderne, snart at skulle være bedste og vinde denne fine pris, når man er på en nichekamal. Tusind tak. #tvguld,' skriver hun på sin Instagram-profil.
Prisoverrækkelsen er en årlig begivenhed, hvor danske tv-profiler og tv-programmer bliver hyldet af ugebladets læsere, som afgør, hvem der vinder.
49-årige Janni Pedersen slog andre garvede kræfter som Tine Gøtzsche, Natasja Crone, Cecilie Beck og sidste års vinder Divya Das.
Ifølge Billed-Bladet blev sejren fejret med ægtemanden Kim Faber samt sin gamle skærm-makker og private ven Lasse Sjørslev, som også var til stede.
»Jeg er fuldstændig på røven over det her. Ved I HVOR glad jeg er?,« råbte hun nærmest fra scenen.
Kåre Quist vandt prisen som Årets mandlige nyhedsvært. Peter Ingemann blev for andet år i træk Årets mandlige underholdningsvært, og Lene Beier løb med den kvindelige pendant.
For fjerde år i træk vandt TV 2-programmet 'Badehotellet' kategorien Årets TV-program. Og det var julekalenderen Tinkas Juleeventyr, der løb med prisen for Årets NYE TV-program. Den slog programmerne "Historien om Danmark" og "Mercur".
