Under bryllupsmiddagen kunne gæsterne af og til høre jubelråb i det fjerne – og et enkelt frustrationsbrøl – da Bakken afholdt storskærmsarrangement i nærheden af det festlokale ved Dyrehaven, hvor 'Årgang 20'-parret Maria og Daniel Brask Mainz holdt deres bryllupsfest.
Inde i festlokalet var der til gengæld forbud mod skærme. Selvom gommen gerne ville have set de danske fodboldherrer tæve tjekkerne 2-1 i kvartfinalen, så ville bruden ikke have, at brylluppet skulle gå op i fodbold.
Kompromiset blev, at toastmasteren tog ordet, når der skete noget vigtigt, og at der ellers blev holdt en ti minutter lang kombineret ryge-, tisse- og fodboldpause i de sidste ti minutter af begge halvlege.
»Inden festen var der nogle, der ikke var helt tilfredse – men der var ikke nogen, der sagde noget på dagen,« fortæller Maria Brask Mainz til B.T. efter en bryllupsweekend, som med hendes ord gik 'over al forventning'.
Faktisk gik det så godt, at hun tillod sin mand at være iført klaphat på bryllupsfotoet – et foto, som nu skal have en prominent plads for at minde dem om, at deres dilemma var fjollet, og at kompromiset var vejen frem.
Men faktisk var parret kun en uge fra at måtte aflyse deres stort anlagte bryllup.
Godt to uger inden festen – dagen efter sin coronavaccination – begyndte Maria Brask Mainz at blive sløj. Og desværre viste hendes bange anelser sig at holde stik: Hun var blevet smittet med corona lige inden vaccinationen.
»Det var en total katastrofe, for jeg havde en masse ting, jeg skulle nå. Var jeg ikke blevet symptomfri lørdag inden brylluppet, havde vi måttet aflyse. Heldigvis var jeg ikke hårdt ramt, og efter en uge i isolation kunne jeg komme hjem, hvor jeg havde en uge til at få ordnet de praktiske ting og få lavet negle og hår.«
Til gengæld mistede den 24-årige brud sin smags- og lugtesans. Og den nåede ikke at komme tilbage inden festen.
»Det var frustrerende. Nu havde vi simpelthen brugt så mange penge på mad, og så kunne jeg ikke engang smage det! Men det var også ved at blive lidt farligt, for jeg kunne jo heller ikke smage vinen, så jeg glemte helt, at det var alkohol. Så vi var godt kørende i hvert fald,« griner Maria Brask Mainz.
Det var alle, fortæller hun. For da det stod klart, at Danmark havde kvalificeret sig til semifinalen, blev dansegulvet krydret med fodboldsange, stemningen løftede sig til nye højder, og selv Maria Brask Mainz måtte bukke under for fodboldfeberen.
Forud for brylluppet havde hun og Daniel Brask Mainz ellers være i lidt af et dilemma.
»Vi snakkede meget frem og tilbage og var meget uenige. Daniel ville gerne have storskærm, så alle kunne se det, hvor jeg intet ville have – altså ingen fodbold til bryllup,« fortalte hun B.T. et par dage inden og tilføjede:
»Dog kunne jeg godt mærke, at vi var nødt til at komme med et kompromis.«
Og det kompromis faldt i god jord, fortæller hun og forsikrer, at hendes gom er enig.
»Vi kunne høre på jublen ude fra Bakken, når der var mål, og så rejste toastmasteren sig og fortalte, hvem der havde scoret. Dem, der gerne ville se fodbold, respekterede, at det var sådan, vi gjorde det, og vi andre havde det fint med at holde en lille pause fra festen, når de andre skulle se de sidste ti minutter af hver halvleg. Det gjorde de på deres telefoner, for vi ville altså ikke have skærme til festen,« siger Maria Brask Mainz.
»Det blev en rigtig god oplevelse, og når jeg tænker tilbage på vores bryllup, vil jeg helt sikkert også huske fodboldkampen. Fordi det havde været så stort et dilemma, som havde fyldt så meget, men som jeg slet ikke havde behøvet at være nervøs for.«
Og bryllupsfotoet, hvor hun står hvid brud, og hendes gom står i klaphat? Det skal op at hænge.
»Hundrede procent! Det skal laves i stort format og hænges op på en form for billedvæg.«
