Karen Helene Hjorths kolleger fra TV 2 skal fredag aften på Hotel d'Angleterre og drikke vin i anledning af Billedbladets TV-pris. En aften, som Karen Helene Hjorth ikke har tænkt sig at gå glip af - selvom hun skal være med på Facetime fra sin karantæne derhjemme.

»Jeg tror, at jeg tager gallakjole på og glimmer i håret, og så kan de jo lægge mig på bordet, så jeg kan være med gennem skærmen,« fortæller Karen Helene Hjorth til B.T. over en telefon.

TV 2-værten fik torsdag besked om, at hun ikke skulle møde på arbejde, fordi hun var en af de TV 2-ansatte, som dagen forinden havde siddet tæt på coronavirussens danske patient zero, TV 2-redaktør Jakob Tage Ramlyng.

Så nu sidder Karen Helene Hjorth derhjemme, og det skal hun - efter Sundhedsstyrelsens befaling - i 14 dage. Dette på trods af, at hun ikke ikke har de fjerneste sympotomer på at være smittet.

Under karantænen skal hun dagligt være i kontakt med netop Sundhedsstyrelsen, men ellers er der ikke meget at lave.

»Jeg tænker, jeg skal i gang med at lave noget exercise, støvsuge hele bulen, vaske noget gulv,« fortæller Karen Helene Hjorth, som startede sin fredag morgen med at drikke kaffe med sin veninde via Facetime.

På trods af, at Karen Helene Hjorths hjem er omdannet til karantænezone de næste 14 dage, er TV 2- værten fortrøstningsfuld - og i fuld gang med at aktivere sig selv:

»Jeg har downloadet en 'Sådan lærer du spansk på 14 dage'-app. Jeg har altid tænkt, det var en skam, at jeg ikke havde det i gymnasiet, så det kunne jeg lige så godt. Der skal trænes - både for at holde min krop, men også min hjerne i gang.«

»Når jeg bliver lukket ud igen, så skal jeg have følelsen af, at jeg har brugt det til noget, så det ikke bare er sådan, at jeg flader ud og smelter i et med min sofa og får ondt i ryggen.«

Torsdag meldte TV 2, at en hel række af mediehusets ansatte skal i karantæne. Hvem de alle er, holdes umiddelbart hemmeligt - og da B.T. fredag talte med TV 2's presseafdeling lød beskeden, at man ikke er bekendt med alle tilfælde og heller ikke skulle være det.

Det har fået Karen Helene Hjorth til at tage sagen i egen hånd.

Hun har oprettet en gruppechat på Facebook, og her har hun inviteret de ramte, hun selv kendte til, mens hun har opfordret nye medlemmer til at gøre det samme.

Sådan har hun samlet en større gruppe af personer, som nu skriver sammen om deres situation.

Karen Helene Hjorth fortæller, at en af de karantæneramte sidder i et sommerhus - isoleret fra sin familie derhjemme - mens andre er i isolation i hotellejligheder.

På trods af den noget usædvanlige situation, er stemningen i fællestråden god. Faktisk betegner TV 2-værten tonen som decideret »optimistisk« men også »galgenhumoristisk.«

»Jeg fornemmer godt mod hele vejen rundt. Nu har vi sat os for at finde ud af, om der findes en tilkøbsknap til Facetime, så vi kan drikke vin sammen. Så skal vi eddermaneme hygge os.«